Ugens U-Nyt | En stærk mentalitet var grundlag for begge finalesejre
03.06.2021 07:30
I går skulle U17- og U19-pokalfinalerne afvikles, og her var der guld til begge vores mandskaber. U17-drengene slog på dramatisk vis FC København efter straffesparkskonkurrence, og efterfølgende slog U19-drengene Brøndbys ditto med 2-1.
U19:Efter en til tider chanceløs første halvleg, blev anden halvleg skudt i gang med et brag, da Brøndby først kom foran i 50. minut og kun to minutter senere udlignede Moussa Sangare for os.
Sejrsmålet blev sat ind i det 82. minut, da Andreas Garly, efter ping-pong i feltet og flere afslutninger, flot sparkede bolden ind bag en chanceløs Brøndby-keeper.
Det var tydeligt efter kampen, at sejren betød en stor del for holdet og staben. Cheftræner Kasper Kurland var ikke overraskende tydeligt begejstret efter sejren:
– Jeg synes, at vi dominerer det i store dele af kampen, og derfor var det en fuld fortjent guldmedalje til os.
– Vi havde lidt udfordringer med at blive rigtig farlige i første halvleg. Vi havde kun en enkelt god mulighed til Maksim (Maksim Stjopin), som ramte overlæggeren. Brøndby stod meget dybt og var klar til at forsvare, så de var godt forberedte på, hvad vi ville.
– Jeg synes, at dét, der var mest imponerende, var den ro, som vi viste, efter vi kom bagud. Vi havde også snakket om det inden kampen, så det var fantastisk at se den mentalitet og ro, der var i holdet, efter at Brøndby scorede til 0-1.
– Det er en super gruppe i og omkring holdet. Jeg er meget glad på deres vegne, at det lykkedes at vinde denne finale – det kunne vi også alle mærke i energiudladningen efter kampen.
– Vi scorede også to super flotte mål. Den første var meget vigtig lige efter deres føringsmål, og den anden var tre-fire chancer i én, som til sidst gav pote. Så det var virkelig fedt!
– Gruppen vokser af en oplevelse som denne, så det er fedt at få kampe som denne. Vi har to kampe tilbage i ligaen, og allerede på tirsdag møder vi Brøndby igen, så det bliver interessant. Og så skal vi til Silkeborg i den sidste.
– Vi vil selvfølgelig gøre alt for at vinde de kampe og jage alt hvad vi kan i ligaen.
– Vi skal selvfølgelig lige fejre sejren, men efter det så er vores fokus på de kampe, så vi alle kan slutte godt af.
– Til sidst vil jeg gerne takke alle tilskuere, der kom i dag og gav en god kulisse. Det har vi ikke været vant til det sidste stykke tid. Det har været et godt arrangement af både DBU og Fremad Amager – det har været top igennem hele aftenen.
– Et stort tillykke skal der også lyde til U15 og U17 med deres pokaltitler. Jeg tror, at det er første gang, at klubben har lavet en treble på pokalturneringerne, så det er også en milepæl og rekord, som vi sætter fra akademiets side.
Hvis du missede gårsdagens sejr, så kan du se hele kampen HER eller se højdepunkter fra kampen HER.
Kampfakta:
FCN – BIF
0-1 (50’): August Carlsson
1-1 (52’): Moussa Sangare
2-1 (82’): Andreas Garly
Som Kurland nævner, så er næste opgør for vores U19-drenge på tirsdag klokken 18.30, hvor Brøndby igen venter. Du kan se kampen på vores YouTube-kanal.
U17:
U17-finalen blev så dramatisk som forventet, da der skulle seks spark fra hvert hold til, før straffesparkskonkurrencen blev afgjort.
Det afgørende moment kom fra vores keeper, da Gustav Ullits reddede FCKs sjette spark og dermed kunne fejre sejren med resten af holdet.
Trods en svær første halvleg, så viste drengene flot format og afgjorde det selv til sidst, hvilket var noget, som cheftræner Johannes Hoff Thorup var meget tilfreds med at se:
– Det blev en svær udfordring, fuldstændig som forventet. Jeg skal være ærlig og sige, at vi er ikke ret tilfredse med vores første halvleg, da vi går til pause. Reduceringen lige inden pausen giver os dog en livline, men vi havde en del ting at snakke om.
– Primært gik snakken på det mentale plan og for drengene om at slippe sig løs i kampen. Det synes jeg, vi lykkedes rigtig godt med i anden halvleg og det er et flot comeback, vi laver.
– Derfra er det som oftest også en mental test i en straffesparkskonkurrence. Men i og med at vi havde scoret sidst, og der var en enorm begejstring i gruppen, så tror jeg, det gav os en lille fordel, da det hele skulle afgøres.
– Det er helt sikkert en sejr, men også en oplevelse, der giver ekstra energi til sidste del af sæsonen. Vi har stadig en håndfuld kampe tilbage og har præsteret flot længe. Så det handler for os om at blive ved med at angribe og spille frit og løssluppent.
– Vi taler ikke så meget om at gøre noget færdigt, vi taler langt mere om bare at blive ved.
Du kan se højdepunkter fra gårsdagens finalesejr HER eller se hele kampen HER.
Truppen skal dog hurtigt finde fokusset tilbage på ligaen, da de allerede på lørdag klokken 13.00 får besøg af OB.