Johan Djourou vender hjem til Schweiz
04.06.2021 07:30
Johan Djourou og FC Nordsjælland er blevet enige om at afbryde samarbejdet før tid. En løsning der gør det muligt for Johan Djourou at vende hjem til sin familie i Schweiz.
Johan Djourou blev i oktober 2020 præsenteret hos FC Nordsjælland efter en lang karriere hos både storklubber og det schweiziske landshold.
Siden da er det blevet til 12 officielle optrædener med tigeren på brystet. Senest i sæsonens sidste hjemmekamp i 3F Superliga mod Randers FC, hvor forsvarsspilleren gjorde comeback efter en længere skadespause.
Mikkel Hemmersam:
– Johan har siden dag 1 leveret en meget professionel indsats. Han har været en inspiration for de unge spillere i forhold til, hvordan man træner, hvordan man spiller kampe og hvordan man forbereder sig. Så han har været en stor rollemodel og inspirator i vores miljø, mens han har været her.
– Forløbet har også været lidt præget af skader, men jeg synes stadig, at han har vist sit høje niveau i de kampe, han har spillet. Også uden for banen, når han har været skadet, har han bidraget til, at vores hold har præsteret på et højt niveau i sæsonen.
– Vi har selvfølgelig respekt for, at Johan nu gerne vil tilbage til Schweiz og være sammen med sin familie efter en lang karriere som fodboldsspiller. Det har vi stor forståelse for og har derfor også fundet en god løsning i samarbejde med Johan.
– Han efterlader et rigtig godt indtryk. Han er en spiller, der gav alt, hvad han havde, mens han var her, og han er altid velkommen tilbage i vores klub. Han har sat sit aftryk her – både som person og som fodboldsspiller.
Johan Djourou:
– Jeg tager så mange ting med mig. Jeg bliver nødt til at tænke på, hvor jeg er i livet, og taget i betragtning af at jeg er oppe i årene, har det været et privilegium at være her. Specielt set i lyset af, hvad der venter forude, og hvad jeg gerne vil have ud af fodbold. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker med fantastiske ideer og filosofier samt tekniske og taktiske tilgange til fodbold, men også til livet generelt.
– At have været i Arsenal og andre storklubber er én ting, men hos FC Nordsjælland har det virkelig overrasket mig, hvor meget læring jeg kunne tage med. Hovedsageligt fordi, der virkelig bliver arbejdet i detaljen her. Jeg lever for detaljer, og jeg havde ikke forventet, at jeg ville finde det i så stor grad her. Ovenikøbet er alle omkring klubben så passionerede til det, de hver især tilføjer. Jeg har været blæst bagover.
– Jeg vidste på forhånd, at det her var en speciel klub, ud fra hvad jeg havde blevet fortalt. Den opfattelse er kun blevet forstærket yderligere i løbet af min tid her.
– Denne beslutning har ikke været nem at tage, fordi jeg føler mig hjemme her. Takket være mine holdkammerater, trænerne og hele staben. Hovedårsagen er, at året har været hårdt – og her mener jeg mere specifikt i forhold til min familie. Jeg har altid været tættere på min familie, og denne her gang føler jeg, at det har været svært at føle, at jeg var tæt på min familie, især fordi mine børn bliver ældre.
– Jeg har spillet fodbold, siden jeg var 16, og jeg siger ikke, at jeg er færdig, men jeg vil gerne finde ud af hvad det næste skridt skal være. Og for at gøre det, har jeg brug for min familie.
– Mest af alt vil jeg gerne benytte lejligheden til at se sige stort tak til alle omkring klubben. Og her mener jeg virkelig hver enkelt person, som jeg har været i kontakt med. Sommetider indser du ikke, hvad du har, før det er væk, og jeg tror, det er vigtigt, at folk indser, hvad de har, når de er en del af denne her klub. Fordi FCN er unik.
– En speciel tak skal lyde til mine holdkammerater, som jeg kommer til at savne allermest. Tak for at give mig muligheden for at være en del af det her hold. Jeg har virkelig nydt det. Det eneste jeg ærgrer mig over, er, at jeg ikke har været i stand til at spille særlig meget grundet min skade, men udover det har det været en fornøjelse.
– Jeg har nydt hvert minut, jeg har været her, og jeg har mødt mennesker, som jeg kan kalde mine venner. Selvom jeg gennemgik en svær tid hen imod slutningen, har jeg altid følt mig hjemme.