Fra akademi til Superliga: Adamo Nagalo
23.07.2021 09:30
Som bekendt er et af de største formål med vores model, at vi skal give unge mennesker chancen for at opnå deres drømme. Det bliver vi med at gøre, og derfor fortsætter vi vores ‘Fra akademi til Superliga’-serie, hvor vi denne sommer vil præsentere seks talenter i førsteholdstruppen.
Denne gang er det endnu et velkendt ansigt, som I skal møde. 18-årige Adamo Nagalo fik nemlig allerede en håndfuld Superliga-kampe i foråret, men nu flyttes han officielt op i førsteholdstruppen.
Her kan du blive klogere på Adamo via to af klubbens medarbejdere, som har arbejdet tæt sammen med den unge forsvarsspiller.
Head of Academies, Gareth Henderby:
– Da Adamo kom ind på akademiet, var han central midtbanespiller. Vi tænkte på ham med en fremtid som stor og stærk central midtbanespiller, og selvom han stadig godt kan spille den position, hvilket han også har gjort for U19, så har han med tiden udviklet sig til at være en meget komfortabel og rolig forsvarsspiller.
– Hans udviklingsproces har ikke været en dans på roser. Han havde en del udfordringer som U15- og U16-spiller, hvor han var en smule fortvivlet. Hvorfor fungerer det ikke for mig på banen? Hvorfor spiller jeg ikke længere på midtbanen? Har jeg det, der skal til? Jeg tror, han havde en masse spørgsmål i hovedet.
– Men som 16-årig, efter flere rejser og oplevelser med det internationale akademihold, fik han bedre styr på det og voksede virkelig som spiller. Vi er ikke overraskede over, at han så hurtigt har taget sine første skridt på Superliga-niveau, men det har været meget spændende og opløftende at se.
– Vi vidste godt, at han havde et stort potentiale, men det er så individuelt, hvor hurtigt potentiale bliver udløst. Og da han fik chancen i sidste sæson, så slog han til og overbeviste mange om, at han har det niveau, der skal til.
– Med tid, tålmodighed og hårdt arbejde tror jeg, at han har en stor chance for at spille på en højere hylde end Superligaen. Så det er meget glædeligt at se hans udvikling, men det kræver som sagt en stor portion hårdt arbejde og tålmodighed.
U19-cheftræner, Kasper Kurland:
– Adamo har jo allerede vist sig selv frem i Superligaen og har allerede bevist sit niveau, og at han kan være med. Han har set stærk ud både teknisk, taktisk, mentalt og fysisk, men især fysisk skal han nu bevise, at han kan spille flere kampe á 90 minutter uden at gå ud.
– Han har været igennem en rigtig god, men ikke så lang, tid på U19-holdet. Han kom lidt senere til Danmark på grund af Covid, så han var først hos os i starten af november og debuterede så i Superligaen i marts.
– Tidligt viste han, hvor god han er på bolden. Det er virkelig hans store styrke, for han er så dygtig til at sætte sine afleveringer i scene frem i banen. Både med højre- og venstrebenet. Samtidig er hans hoved- og duelspil på et højt niveau, og han gør en dyd ud af at forsvare feltet.
– Han har allerede vist sig selv frem, men jeg er sikker på, at vi kommer til at se meget mere til ham, fordi han har et enormt højt potentiale.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
– Det er med stor glæde, at vi nu officielt kan flytte Adamo op i førsteholdstruppen. Hans udvikling er gået enormt stærkt, eftersom han først ankom til Farum i november og allerede tørnede ud i Superligaen i marts. Det vidner om en stor styrke, ikke bare fysisk, men også mentalt at kunne præstere, som Adamo gjorde i sidste sæson.
– Adamo var klar, da vi havde brug for ham. Og den glæde som han viste efter debuten i 3-0 udebanesejr over Lyngby var virkelig et bevis for, at vi her har at gøre med en ung spiller, der vil gøre alt for holdet.
– Han elsker at forsvare. Og med hans store fysik, dygtige hoved- og duelspil skal det blive spændende at følge hans videre udvikling i den kommende sæson.
Adamo fortsætter med at spille i nummer 39.