FCN, Furesø kommune og Farum Boldklub går sammen: Ny kunstgræsbane på vej
28.07.2021 05:30
I mandags blev de første spadestik taget, til hvad der skal blive en helt ny kunstgræsbane i topkvalitet. Det er den tidligere bane 4, grusbanen, som Furesø Kommune, Farum Boldklub og FC Nordsjælland er gået sammen om at ombygge.
Banen kommer til at stå færdig i uge 42 (midtoktober) og vil leve op til FIFA Pro Quality, som er samme høje standard, som kunstgræsbanen i Right to Dream Park har i dag. Bane 4 vil blandt andet medføre, at vores piger og kvinder kan opnå bedre træningstider, samt at vores ungdomshold kan spille ligakampe på den.
Nedenfor følger et par kommentarer om projektet fra henholdsvis FC Nordsjælland, Farum Boldklub og Furesø Kommune.
Søren Kristensen, Club Director:
– Både vi og Farum Boldklub har i flere år manglet banetid til de mange fodboldspillere, som gerne vil dyrke deres sport og talent hos os. Det er blevet endnu mere akut efter, at vi i FCN åbnede op for også at have pige- og damehold i klubben, så de ligesom drengene også kan jagte deres drømme gennem fodbolden.
– Det har faktisk længe været sådan, at vi i FC Nordsjælland i vinterhalvåret kun har stadionbanen inde på selve Right to Dream Park til træning og kampe for samtlige af vores hold i alle aldre. Og stadionbanen har vi endda kun råderetten over 70% af tiden, da vi deler den med Farum Boldklub, som også mangler banetid, efter aftale med kommunen. Så det er i den grad et akut behov, vi forsøger at dække her, og konverteringen af bane 4 fra grus til kunstgræs er et skridt i den rigtige retning. Et skridt som vi for øvrigt selv finansierer sammen med Farum Boldklub. Det dækker langt fra vores behov og ambitionsniveau i FCN i forhold til faciliteter, men det er et skridt i den rigtige retning.
– Et godt samarbejde mellem de tre parter er vigtigt for os alle. Det har hele tiden været indstillingen fra alle parter, er vores indtryk. Det har ikke været let at nå i mål med den rette løsning, som både imødekommer begge klubbers medlemmers behov bedst muligt og samtidigt tager hensyn til beboere og naboer i området, men vi føler aldrig viljen har manglet, selv om det har taget sin tid. Med aftalen her får Farum Boldklub adgang til 30% af banetiden på den nye bane 4, hvilket kommer deres medlemmer til gavn, Furesø Kommune får mere husleje og forlængelsen af lejemålet af stadion med 5 år, som også er en del af aftalen, og vi får mere og bedre banetid til vores talentfulde drenge og piger. Naboerne i området får en minimal risiko for nogen form for lydgener, da der i projektet på bane 4 er inkluderet en lydmur. Så vi tror på og føler, det er en aftale og et projekt, som virkelig tilgodeser alle.
– Bane 4 vil bl.a. medføre, at vores piger og kvinder kan opnå bedre træningstider samt at vores ungdomshold kan spille ligakampe på bane 4, så vi ikke længere behøver sende dem ud af kommunen for at træne og dyrke deres passion, hvilket har været tilfældet i det seneste års tid. Da bane 4 vil leve op til FIFA Pro Quality, som er samme høje standard, som kunstgræsbanen på vores stadionbane i Right to Dream Park har i dag vil den også kunne hjælpe med at gøre vores berømte talentudvikling endnu bedre. Så den nye bane kan blive et samlingspunkt, der kan bringe vores spillere i alle aldre og af begge køn tættere på hinanden, altså hjælpe med at skabe en endnu stærkere kultur og klubfølelse i FCN, ligesom den også vil kunne bringe os og medlemmerne i Farum Boldklub endnu tættere på hinanden i hverdagen.
– Omlægningen af bane 4 er som nævnt blot en af de mange faciliteter, som FCN har behov for opgraderes, hvis vi fortsat skal kunne være en del af de bedste i dansk fodbold og ikke mindst kunne fortsætte med at tro på de unge mennesker, dyrke deres talent og hjælpe dem med at indfri deres drømme. Rent praktisk er der flere ting, vi allerede ved er hastesager som skal adresseres. F.eks. en Goal Station træningsfacilitet på bane 2, flere parkeringspladser omkring stadion til kampdage, hvilket også er et behov for brugerne af svømmehallen, de andre idrætsklubber i området inkl. Farum Boldklubs medlemmer, et nyt klubhus, mere kontorplads til vores ansatte, flere lokaler, flere omklædningsrum osv. Derfor er dialogen med kommunen en vi vil fortsætte med over de næste par år, så vi kan finde løsninger til alles bedste, ligesom vi har set nu og her med bane 4.
Torben Stensdal, Formand for Farum Boldklub
– Vi har talt om dette projekt i mere end ti år. Derfor er det også fantastisk, at vi nu er lykkedes med at komme i gang. Bane 4 vil være til gavn for hele fodbolden i Farum, og det kan vi takke FC Nordsjælland, Furesø Kommune og Farum Boldklub for.
– Det her projekt bifalder jeg, fordi det sikre baneplads til alle de hold, som har manglet. En ny kunstgræsbane gør blandt andet, at presset på banetiderne nu kan blive lettet.
– Jeg synes, at projektet viser, at treenigheden mellem kommunen, foreningen Farum Boldklub og FC Nordsjælland kan løfte sådan en opgave i fællesskab. Det er rigtig positivt, at vi kan hjælpe med at udvikle de næste store elitespillere, samtidig med at vi styrke bredden i fodbolden.
Claus Torp, By- og kulturdirektør ved Furesø Kommune:
– Det, at der nu etableres kunstgræs på bane 4, er et resultat af et godt samarbejde mellem FC Nordsjælland, Farum Boldklub og Furesø Kommune. Det giver nogle bedre faciliteter i området og bedre muligheder ikke mindst for kvindefodbolden. Derudover giver det også forøget spilletid hos Farum Boldklub.
– Samarbejdet mellem parterne har længe været godt, men det her projekt bekræfter bare det gode samarbejde, og at vi vil hinanden også i fremtiden.