Abu Francis roser forbedringer: Vi har hævet vores niveau
26.07.2021 05:30
I går tog vi hul på anden runde af 3F Superligaen. Selvom chancerne og mulighederne bestemt var til mere, måtte vi nøjes med et målløst resultat mod gæsterne fra AGF. 0-0 resultatet betyder, at vi efter to kampe samlet står tilbage med ét point. Efter opgøret tog vi en snak med Abu Francis, der føler sig fortrøstningsfuld forud for de kommende kampe: “De tre point skal nok komme”.
Inden kampen mod aarhusianerne havde truppen aftalt af ‘bounce back’, efter det ærgerlige nederlag til Viborg FF. Desværre måtte vi tage til takke med et uafgjort resultat på 0-0 hjemme i Right to Dream Park mod AGF, selvom vi både i spil og chancer havde overtaget.
– Vi kæmpede rigtig hårdt i går, kontrollerede bolden og gjorde vores bedste, men det var ikke helt nok. Vi skulle have skabt flere store chancer. Jeg synes godt, at man kunne se, at vi har forbedret os.
Vores cheftræner, Flemming Pedersen, roste også holdets forbedringer efter kampen og mente, at vi var et bedre hold i går. Ifølge Abu fortjente vi at vinde, men ærgerligt nok manglende den sidste kynisme foran mål. Udtrykket var dog klart bedre end mod Viborg.
– Jeg synes faktisk, at vi fortjente at vinde. Vi havde bolden mest. Desværre formåede vi ikke at få den i kassen.
– Jeg er helt sikker på, at de tre point nok skal komme. Kampen mod Viborg var ikke vores bedste, men vi havde et langt bedre udtryk i går mod AGF, hvor man kunne se, at vi har hævet vores niveau, sige Abu Francis.
Det er ikke uvant i FC Nordsjælland, at vi har modet til at udvikle spillere til at kunne spille flere forskellige positioner. Det er også tilfældet med Abu Francis, som i forrige sæson har været mere offensiv placeret og spillet både i højre og venstre side. I de to foregående kampe har han dog haft sit udgangspunkt fra den centrale midt.
– Jeg føler mig rigtig godt tilpas på midtbanen. Jeg spillede det også i træningskampene op til sæsonen, hvor jeg havde tre gode kampe. På Right to Dream-akademiet spillede jeg faktisk centralt, før jeg kom til Farum, siger vores nummer 14 og fortsætter:
– Så har jeg forsøgt at udvikle mig ved at spille andre positioner, hvilket viser en af styrkerne ved FC Nordsjælland.
– Jeg er bare glad for, at jeg kan hjælpe holdet så godt som muligt. Vi har set frem til at starte sæsonen, og jeg føler, at vi er et godt sted.
På mandag skal vi en tur til Haderslev, hvor SønderjyskE venter i næste runde af 3F Superligaen. HUSK, at det for første gang er muligt for udebanefans at komme på stadion. Vi opdaterer vores kanaler i løbet af den kommende uge med billet- og transportinfo.