Flemming Pedersen og FCN laver lang aftale
09.08.2021 07:30
Cheftræner Flemming Pedersen har været en kæmpe del af FC Nordsjællands udvikling siden 2006, og sådan vil det fortsat være. Parterne har nemlig knyttet sig til hinanden foreløbigt frem til 2026.
Flemming Pedersen kom til FC Nordsjælland tilbage i 2006 og har siden, med undtagelse af korte ophold i tyske Mainz og engelske Brentford, været en stor del af klubbens udvikling. 58-årige Pedersen har i forskellige stillinger som ITU-træner, A+-træner, 1st team coach, Teknisk Direktør og Cheftræner haft stor indflydelse på både spillestil, akademiopbygning og ikke mindst klubbens filosofi. Nu forlænges samarbejdet med minimum fem år yderligere.
Bestyrelsesformand Jan Laursen:
– Flemming er en fantastisk person både som fodboldmand og som menneske. Hans passion for spillet, for de unge mennesker og for klubben er uovertruffen, og han har altid haft både sit hjerte og sin sjæl med i alt, han har været en del af i vores klub. Han brænder for ungdommen, han brænder for udviklingen og meget af den positive udvikling, som FC Nordsjælland har været igennem over de seneste 15 år, har hans tydelige fingeraftryk på sig. Flemming byder ind med stor værdi uanset hvilken position og hvilket ansvar, han har indtaget i FCN, og vi glæder os over, at kærligheden stadig er gengældt, og at han ser sig selv som en vigtig del af vores fortsatte rejse.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
– Vi er meget tilfredse med det arbejde, som Flemming leverer i rollen som Cheftræner i FC Nordsjælland, hvor han mestrer den ekstremt svære kunst at kunne balancere både udvikling og resultater i ligaen. Han er en fremragende eksponent for det, vi gerne vil stå for på og uden for banen, som han lever han op til hver eneste dag. Offensivt mindset, fokus på troen på unge mennesker, den store ærlighed, omsorg og ærgerrighed. Vi anser Flemming som et stort aktiv og en bærende del af vores sportslige afdeling, og derfor betyder det meget for os, at han har det på samme måde. Vi vil indfri vores ambitioner sammen på og uden for banen, og Flemming er fortsat en vigtig del af den rejse, ligesom han har været det til nu.
Cheftræner Flemming Pedersen:
– FC Nordsjælland er blevet min klub og mit hjem i bogstavelig forstand. Jeg nyder dagligt det store fællesskab, jeg har med mine kollegaer i staben, på akademiet og i administrationen. Samtidig er det et stort privilegium at arbejde med så mange talentfulde og ærgerrige spillere, og jeg udfordres og lærer stadig noget hver eneste dag. Min familie og jeg deler fuldstændigt det klare værdisæt som FC Nordsjælland og Right to Dream er drevet af, og derfor er en 5-årig kontrakt meget ligetil at skrive under på. Tidshorisonten var sådan set underordnet for mig, for jeg ser mig selv som en del af FCN og Right to Dream, så længe jeg kan. Jeg tror meget på potentialet i organisationen, og jeg vil være med til at indfri det. Vi kommer til at fortsætte med at tage store skridt i de kommende år, og det glæder jeg mig til at opleve og være en del af.