FCN lejer målmand i Werder Bremen
16.08.2021 07:30
FC Nordsjælland henter 22-årige Eduardo Dos Santos Haesler på en lejeaftale for resten af sæsonen med en købsoption næste sommer. Den store målmand tiltræder i Farum med det samme og afløser dermed Peter Vindahl Jensen, der lige er skiftet til hollandsk fodbold.
Tidligere mandag solgte FC Nordsjælland målmand Peter Vindahl til hollandske AZ Alkmaar, og nu er erstatningen på plads i form af tysk-brasilianske Eduardo Dos Santos Haesler, der er hentet i storklubben Werder Bremen, som han kom til fra MSV Duisburg tilbage i 2018. FCN har gennem en længere periode holdt øje med den 196 centimer høje Haesler og vurderer, at målmanden har forudsætningerne for at kunne forstærke FCN’s 3F Superliga-trup.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
– Vi er glade for, at det er lykkedes at få Eduardo til Danmark og FCN. Det er en målmand, som vi længe har haft et godt øje til, og på flere områder er han samme type målmand som Peter Vindahl, som vi lige har sagt farvel til. Eduardo skal naturligvis have mulighed for at falde til og få vores spillestil ind under huden, men vi vurderer, at han både på kort og længere sigt har et potentiale, som vi tror på, han kan indfri i vores miljø. Vi har allerede talentfulde målmænd i truppen og på akademierne, men her og nu følte vi et behov for at hente ekstra kvalitet til udefra, og derfor glæder vi os til at byde ”Dudu” velkommen i Farum.
Eduardo Dos Santos Haesler:
– Jeg er virkelig glad for at være her, for jeg har ledt efter den rigtige mulighed for at spille på et højt niveau, og Covid-situationen har gjort det svært i lang tid, ligesom den gjorde det svært for mig at få mange kampe i Werder Bremen. Jeg føler mig meget klar til en ny udfordring, og jeg er glad for, at den bliver her i FC Nordsjælland. Jeg har allerede fået et godt indtryk, jeg er spændt på at lære alle i klubben at kende, og jeg kan ikke vente med at komme på træningsbanen med mine nye holdkammerater. Min målsætning med at komme her er at hjælpe holdet med at nå klubbens målsætningen og samtidigt udvikle mig selv. Jeg synes selv, jeg er en venlig og social fyr og en holdspiller som person. Som spiller vil jeg beskrive mig selv som en moderne målmand, der kan lide at spille med, bruge fødderne og ikke bare stå inde i målet.
Eduardo Dos Santos Haesler har første træningsdag med sine nye holdkammerater i Nordsjælland tirsdag.