Dobbelt-hæder til Kamal: 'Månedens spiller' og 'Månedens unge spiller' i 3F Superliga
30.04.2021 07:30
For april måned var Kamaldeen Sulemana nomineret til både ‘Månedens Spiller’ og ‘Månedens Unge Spiller’ i 3F Superliga. På trods af et stærkt felt af kandidater i begge kategorier, lykkedes det for vores hurtige angrebsspiller at nappe begge priser! Det er første gang i klubbens historie, at en af vores spillere modtager begge priser i samme måned.
Der er blevet spillet fem runder i april, hvor Kamal har lavet hele fem mål på 13 afslutninger i sine 414 minutter på banen. Ligeledes har han vundet 29 dueller og været med til at sikre, at vi som ét af blot tre andre hold tog hele 10 point i de fem kampe.
I kategorien ‘Månedens Spiller’ dystede han med Brøndbys topscorer Mikael Uhre og med vores egen Magnus Kofod Andersen, der også har været storspillende i de sidste mange kampe. Ekspertpanelet fortæller følgende om valget af Kamal:
“Kamaldeen har uden sammenligning været den mest kampafgørende spiller i April måned. Han har med sin fart og power gjort det vanskeligt for stort set alle fosvarer i 3F Superliga” – Bo Henriksen
“5 mål og en entertainer, der sætter nye standarder for hvad en ung spiller i 3F Superliga er i stand til” – Jesper Thygesen
“Kamaldeen har bare udvist momenter af høj europæisk klasse, specielt med sin fart. Han er bare afgørende også selvom han til tider, er ude af kampene” – Lars Jacobsen
“Med en uhyggelig effektivitet foran mål har han vist nye sider af sig selv. Nu også kynisk afslutter og ikke blot driblekunstner” – Casper Høygaard
I kapløbet om ‘Månedens Unge Spiller’ var han oppe imod AGF’s Albert Grønbæk, AaB’s Mathias Ross, BIF’s Jesper Lindstrøm og VB’s Hugo Ekitike. Ekspertpanelet bag denne pris begrunder med disse ord:
“Kamaldeen Sulemana har vist enestående individuelle færdigheder i kampene i april, som han i øvrigt har gjort hele sæsonen. Hans offensive 1-1 spil har internationalt snit og hans relationer til sine medspillere er i løbende udvikling” – Ole Bjur
“Absolut nydelse på højeste niveau. Sikke en fart og hvilket spark” – Kenneth Emil Petersen
“Driblestærk som altid, men oveni det farlig og med mål mod udelukkende gode modstandere i Mesterskabsspillet. Mest afgørende spiller for FCN og bedste spiller i Mesterskabspillet indtil videre” – Jonas Hebo
“Kamaldeen har scoret cirka 40 procent af alle sine 3F Superliga-mål i karrieren i løbet af april 2021. Det er en imponerende præstation af et stort talent, som vi skal påskønne, mens vi har ham her i Danmark” – Sebastian Stanbury
“Kamaldeen Sulemana er klar til et nyt og bedre eventyr. Det har han givet flere prøver på i Mesterskabsslutspillet” – Francis Dickoh
Vi ønsker Kamaldeen stort tillykke med begge priser! More to come.