Mtiliga: Lige det vi havde brug for
02.05.2012 07:30
FC Nordsjællands spillere jublede over, at spændingen i toppen er intakt med sejren over FCK
Mange gange har FCN-spillerne mest fokus på, om holdet er lykkedes med sit spil. Men efter sejren over FCK var det tydeligt, at præstationen og de tre vigtige point var det altafgørende: - Det var lige det, vi havde brug for, så vi kunne holde fast i spændingen om guldet. Og vi viste også, at vi i en svær kamp kunne fastholde den gode stime, vi har været i gennem hele sæsonen, lød det fra en træt Patrick Mtiliga. - Jeg synes, at vi kommer fint ind med spil mellem deres kæder, og jeg følte egentlig, at vi havde god kontrol med kampen, selv om vi ikke selv skabte så meget. Jeg havde en god fornemmelse hele vejen igennem, og da vi så scorede til 1-0 efter pausen, troede jeg klart på, at vi ville vinde. - De havde enkelte dødbolde, hvor de med lidt held kunne have scoret, men i åbent spil havde vi godt styr på det. Nu er vi et step tættere guldet og kan lugte lidt til det, men vi skal jo også vinde resten af kampene, hvis det skal være realistisk. Det var en rigtig god sejr over FCK, men vi må fortsætte med at tage det step for step, siger Patrick Mtiliga. Henrik Kildentoft spillede en god kamp men blev efter en times spil skiftet ud med Andreas Bjelland: - Jeg var egentlig ikke træt, men jeg tror, de gerne ville have Bjelland ind for at matche FCK i hovedspillet. FCK pressede os en del i 1. halvleg, men jeg synes, vi afviste dem godt. Vores defensiv var 100% bedre end mod AGF i lørdags. - Og det første kvarter i 2. halvleg spiller vi rigtig godt. Vi kommer ud med masser af energi efter pausen og får skabt et pres, der giver mål. Og den føring forsvarer hele holdet med mod og mandshjerte, siger Henrik Kildentoft. Kasper Lorentzen måtte udgå med en skade i lysken kort efter pausen: - Jeg har ikke rigtig haft sådan en skade før, så jeg ved ikke, hvor galt det er. Men det blev ved med at nive, og jeg kunne straks mærke, at jeg ikke kunne fortsætte. Det er lidt surt, men det vigtigste var, at vi vandt. Så føles det ikke helt så slemt. Det var måske ikke så køn en kamp, for de to hold pressede hinanden hårdt hele tiden, men det er sejren, der tæller, siger Kasper Lorentzen.