
Wild Tigers
FC Nordsjælland samarbejder med Wild Tigers
På ude – såvel som hjemmebane har FC Nordsjælland brug for en stærk opbakning, når spillerne skal forsøge at hente point til FC Nordsjælland.
Derfor samarbejder FCN med fanklubben Wild Tigers for at skabe den bedst mulige stemning på både udebane og hjemmebane.
Samarbejdet omfatter alt fra tifo, stemning på stadion, til fælles arrangementer og udebanebusture.
Mere om Wild Tigers
Wild Tigers blev stiftet tilbage i 2002 og har i mange år været den officielle fanklub i FC Nordsjælland. Stifterne havde fulgt Farum Boldklub, som FC Nordsjælland dengang hed, op gennem divisionerne helt ind i Superligaen. Gennem årene har fanklubben oplevet både medgang og modgang, men én ting har altid været vores mål - at skabe en god stemning både før, under og efter FC Nordsjællands kampe.
Tifo på Right to Dream Park er også en stor del af Wild Tigers. To Pokalfinaler, én guldkamp og 3 Champions League-kampe i Parken har været store udfordringer, men samtidig er det også de største øjeblikke for de folk, der har brugt timevis på at designe, forberede og udføre tifoerne. I dagligdagen ligger fokus på at skabe en festlig kulisse til alle FC Nordsjællands kampe - hjemme såvel som ude.
Wild Tigers har gennem årene arrangeret mange busture, så I fans har mulighed for at følge holdet på udebane. I busserne er der plads til alle, og særligt det sociale samvær er i fokus. De unge fester bagerst i bussen, imens den lidt ældre generation hygger lidt længere fremme.
Der afholdes også mange specielle fanarrangementer for Wild Tigers medlemmer, hvor der ofte er deltagelse fra både spillere og trænere, så fans kan komme lidt tættere på deres helte.

Medlem af Wild Tigers
Som medlem af Wild Tigers kan du deltage i en masse spændende fanarrangementer, billige udebaneture og samtidig støtter du fanklubbens arbejde med at skabe en god fankultur i FC Nordsjælland.
Indmeldelse og kontingent
Hvis du er under 18 år, er du ungdomsmedlem i Wild Tigers. Kontingent for dig er 125 kr. for hele kalenderåret + 25 kr. i administrationsgebyr ved indmeldelse. I alt 150 kr. Den 1. juli hvert år nedsættes prisen for medlemskabet til 75 kr. og 25 kr. i adm. gebyr. I alt 100 kr.
Hvis du er over 18 år, koster kontingent 200 kr. for hele kalenderåret + 25 kr. i administrationsgebyr ved indmeldelse. I alt 225 kr. Den 1. juli hvert år nedsættes prisen for medlemskabet til 100 kr. og 25 kr. i adm. gebyr. I alt 125 kr.
Medlemskab af Wild Tigers følger kalenderåret. Det betyder, at hvis du melder dig ind efter den 1. juli, betaler du kun halvt kontingent.
Udfyld indmeldelsesblanketten og indbetal herefter kontingent. Først herefter er du medlem og vil modtage en mail omkring udlevering af dit medlemskort.