Bedste udehold i 3F Superligaen

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Det er ikke blot den samlede stilling, vi topper efter 15 spillerunder i 3F Superligaen. Vi er nemlig ligeledes ligaens bedste hold på udebane.

Myten om, at vi kun kan hente point på kunstgræsset i Farum, må efterhånden være sejlivet. I hvert fald baseret på den igangværende sæson. Her topper vi nemlig ikke blot den overordnede tabel, men også tabellen, når der ses på resultaterne på udebane indtil videre i denne sæson.

 

Kilde: Superliga.dk

 

I denne sæson har vi spillet syv kampe på udebane med 14 point til følge. Det er blevet til fire sejre, to uafgjorte og blot et enkelt nederlag. Tager man kampene i kvalifikationsspillet i sidste sæson med, har vi kun tabt én af deres seneste 10 udekampe,

”Jeg ville frygte at møde os både ude og hjemme”
Da vi onsdag formiddag fanger Oliver Villadsen, Andreas Schjelderup og Jacob Steen Christensen efter træningen og forholder dem til statistikken, lader de dog ikke til at være overraskede.

– Det kommer faktisk ikke bag på mig. Jeg føler, at det er ligegyldigt, hvor vi spiller henne for tiden. Når vi spiller, som vi gør og med det koncept vi har, så er det egentlig underordnet, om det er hjemme eller ude, lyder det fra Villadsen, som samtidig italesætte myten om, at vi kun kan hente resultater på kunstgræs.

– Det maner jo myten om, at vi henter alle vores point på kunstgræsset i Farum, og ikke på udebane, til jorden. Jeg vil dog sige, at jeg godt kan forstå, hvis de andre klubber frygter at komme herop og spille, for vi spiller måske en smule anderledes her end på udebane. Men hvis jeg var et af de andre hold i Superligaen, ville jeg frygte at møde os både ude og hjemme.

“Vi ved, at vi kan vinde over alle”
Heller ikke Andreas Schjelderup er overrasket, da vi viser ham udebane-tabellen.

– Det siger bare lidt om den kvalitet, vi har i truppen. Vi fik det ikke for alvor forløst i sidste sæson, men i denne her sæson har vi virkelig vist, at vi kan spille op med alle.

– Jeg føler ikke, at vi forbereder os anderledes til udekampene i denne her sæson. Men jeg tror, at der er sket noget fundamentalt med vores mindset. Vi ved, at vi kan vinde over alle nu. Og det betyder rigtig meget for den tilgang, vi har til kampene.

Ikke kun fin fodbold
I sidste sæson lå vi og rodede rundt i udebane-tabellens tunge ende, så hvad skyldes denne markante forandring i denne her sæson?

– Grundlæggende tror jeg, at det handler om, at vi har en struktur på holdet, der gør, at der skal virkelig meget til at slå os, lyder det fra Jacob Steen Christensen.

– Og så er en helt stor forskel også, at vi har flere spillere, som er langt bedre i duellerne nu, end vi har haft tidligere. Så vi også kan slås for det og ikke kun spille fint fodbold på kunstgræsset i Farum.

På mandag har Villadsen, Schjelderup og Christensen mulighed for at fortsætte den gode stime på udebane, når de skal en tur til Herning, hvor FC Midtjylland venter. Kampen spilles klokken 19 og vises på TV3 Sport og Viaplay.