Unisport og Nike forlænger partnerskabet med FC Nordsjælland

Kategorier

Aftalen mellem Unisport, Nike og FC Nordsjælland gælder frem til slutningen af denne sæson, men allerede nu har parterne skrevet under på en forlængelse frem til sommeren 2025.

For lidt over tre år siden kunne FC Nordsjælland præsentere Unisport som ny Official Retail Partner og Nike som ny Official Kit Supplier. Nu kan klubben med stolthed annoncere, at partnerskabet er forlænget med yderligere to år – det vil sige frem til sommeren 2025.

Trine Hesselund Hopp Møller, CEO i FC Nordsjælland:

– Unisport og Nike blev hurtigt en helt naturlig del af FCN-familien, der bidrager til vores fokus på at skabe de bedste rammer og muligheder for herre- såvel som kvindespillere og vores akademi. Det er tydeligt at mærke, at de støtter og deler vores visioner og værdier, og derfor glæder det os, at vi allerede nu kan kigge længere frem og forlænge det gode partnerskab med yderligere to år frem til sommeren 2025.

Michael Burk, CEO i Unisport:

– FC Nordsjælland er en stærk partner for os, da klubbens vision og ånd indkapsler alt om at få fodbolddrømme til at blive til virkelighed. Indholdet til vores sociale medier, vi har skabt med FC Nordsjælland og Right To Dream, har haft en stor gennemslagskraft for vores følgere over hele verden.

Mikkel Sass, Head of Teamsales i Unisport:

– Man kan mærke den passion, der er for spillet og udvikling i hele FC Nordsjælland og Right To Dream, hvilket er et perfekt match med vores måde at tænke på hos Unisport. Diversiteten i klubben på tværs af køn og nationaliteter og målet om at udvikle hele spillere er virkelig unikt. Vi er rigtig stolte af at forlænge aftalen med FC Nordsjælland og Nike.

Aftalen betyder også, at kollektionen af spillernes kamp- og træningstøj fortsat vil kunne bestilles direkte hjem i stuen via Unisport.dk, ligesom det vil kunne købes i FCN Shoppen ved Right to Dream Park.