Stærk mentalitet stod bag avancement i Pokalturneringen

Kategorier

Foto: Balazs Popal / Gonzales Photo

Kvartfinalepladsen i Pokalturneringen blev her til aften sikret, da vi slog AGF på udebane med 0-2. Sejren kom i hus i form af en meget professionel indsats og en god skarphed foran mål, hvor Mohamed Diomande og Benjamin Nygren begge kom på tavlen. 

Som Flemming Pedersen før har sagt, så er det et stærkt fundament og en stor tro på hinanden i holdet – og det kom også til syne i dag:

– Vi har en trup, som hviler rigtig, rigtig meget i sig selv og som er rigtig gode til at støtte hinanden, fortæller Flemming P. og fortsætter:

– Det var de også igennem hele sidste forår, selvom resultaterne ikke gik vores vej – og det er bestemt også stor mental styrke i at holde sammen, når resultaterne ikke falder ens vej. Dén mentalitet og styrke har vi arbejdet videre med, hvilket betyder, at vi er endnu stærkere i medgang.

– Alt det bunder jo i en enorm gensidig tillid til hinanden og så selvfølgelig, at der er styr på rollerne i holdet. Hvis der er nogen, som træder udenfor deres roller, så er der andre, som er med til at rette dem ind.

– Så vi er bestemt på rette vej. Jeg har hele tiden haft en stor drøm om at være med til at skabe et selvorganiserende hold, hvor hvert enkelt tager stort ejerskab i holdets interesse. Vi har taget nogle gevaldige skridt i den retning i dette efterår.

Bedre spillemæssigt udtryk

Efter mandagens remis i Herning sagde vores cheftræner, at vores spil med bolden skulle være bedre i dag. Og på trods af en lidt langsom start, så var spillet bedre i dag.

– Omgangen med bolden var bestemt bedre i dag.

– Vi kom ikke ud af startblokkene, som vi plejer at gøre, men mindre kunne gøre det i dag. Det var tydeligt at se, at selvom vi fik en sløv start, så generede det os ikke.

– Der var nogle positioner, som skulle justeres hen ad vejen, men spillerne klarede det godt. Til sidst blev mange af spillerne trætte, hvilket vi havde forventet – men overordnet kørte det lige efter bogen.

Aarhus Fremad venter i kvartfinalen

I næste runde af Pokalturneringen venter Aarhus Fremad, som til dagligt spiller i 2. division, men aarhusianerne har tidligere i denne sæson slået både Brøndby IF og Fremad Amager ud af Pokalturneringen. På trods af det, så ved Flemming P. selvfølgelig godt, hvor favoritværdigheden ligger:

– Det er en fin lodtrækning, som vi ikke kan være utilfredse med. På papiret er det et hold, vi skal slå og vi er selvfølgelig store favoritter. Og den favoritværdighed tager vi selvfølgelig på os.

– Men når dét er sagt, så er det et kompetent hold, som sagtens kan spille i 1. division. Det er et rigtig godt spillende hold, som har slået både Brøndby og Fremad Amager ud af pokalen.

– Men over to kampe får Superligaholdet en stor fordel, for havde det været over én kamp på Riisvangen Stadion, så skal der ikke mange marginaler til, før det bliver rigtig, rigtig svært, som det skete for Brøndby. Men over to kampe, er vi favoritter, afslutter Flemming P.

På søndag spiller vi sidste 3F Superligakamp i dette kalenderår, når AaB kommer på besøg i Right to Dream Park. Kampen fløjtes i gang klokken 18.00 – vi har brug for din støtte!

Du kan købe dine billetter til opgøret på billet.fcn.dk.