Sargeant efter nederlag: Vi ved, hvad vi skal gøre

Kategorier

Foto: Balazs Popal / Gonzales Photo

Hjemmeholdet fra Thisted vandt desværre 4-0, og nu er fokus rettet mod efterårets to resterende kampe.

Dagens udebanekamp i Thisted endte med et ærgerligt nederlag på 4-0. Kampen blev reelt afgjort allerede i første halvleg, hvor værterne kunne gå til pause med en føring på hele 3-0.

Og ifølge cheftræner Chris Sargeant var det da også præstationen i første halvleg, der afgjorde opgøret.

– Det var et hårdt resultat i dag. Vi startede første halvleg for langsomt, og det har vi desværre set nogle gange nu, så der skal vi simpelthen ud med et mere aggressivt udtryk fra start. Det er en del af vores udvikling, og i dag er det meget tydeligt, at vi skal arbejde med det, for kampen bliver tabt i første halvleg.

Der var mange FCN-chancer i kampen, og selvom et 4-0-nederlag antyder en overlegen sejr til Thisted FC K, var det få marginaler, der afholdte Sargeants mandskab at komme tilbage i kampen.

– I anden halvleg viser spillerne virkelig flot disciplin og vedholdenhed, og det skal de have stor ros for. Vi skaber nok chancer til at score lige så mange mål som Thisted, så det kunne sagtens have været en helt anden kamp, hvis vi havde været mere effektive foran mål. Men vi taber kampen i første halvleg.

På lørdag gælder det årets sidste kamp i Right to Dream Park, når Kolding IF lægger vejen forbi. Her har kvinderne brug for maksimal opbakning, og Chris Sargeant er også fuldstændig klar over, hvad der kræves af efterårssæsonens resterende tid.

– Vi har to kampe tilbage, hvor vi ved, hvad vi skal gøre. Vi ser det som to pokalfinaler. Det bliver utrolig tæt, så vi ved præcis, hvad vi skal arbejde på, og hvad vi skal have justeret i vores spil for at præstere. Nu skal vi op med hovedet efter et skuffende resultat, og så møder vi ind til træning og ser fremad.

Hvis du vil hjælpe kvinderne godt på vej mod en tiltrængt sejr, kan du sikre dig billet til kampen mod Kolding IF lige her.