En udfordrende weekend for U19-holdet

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Vores U19-drenge spillede en noget usædvanlig kamp i weekenden, da de tabte med hele 6-3 til OB. Efterfølgende var cheftræner, Kasper Kurland, ikke overraskende utilfreds med kampens udfald og udtryk. 

På trods af en fin start på den nye sæson led vores U19-hold et stort nederlag i sidste weekend. 6-3 til OB stod der på måltavlen, da dommeren fløjtede af, hvilket U19-cheftræner, Kasper Kurland, selvfølgelig ikke var tilfreds med:

– Det var et usædvanligt resultat. Vi er ikke vant til at lukke seks mål ind og derfor har vi også set kritisk på præstationen. 

– Vi må også anerkende, at OB spillede en fin kamp og gjorde det svært for os. Men vi skulle have forsvaret væsentligt bedre – både individuel og kollektivt. 

– Så det var en meget lærerig oplevelse, for vi kan virkelig evaluere på, hvad vi skal blive skarpere til. Der var mange ligheder i situationerne omkring deres mål, hvor vi skulle have gjort det bedre. 

– Vi startede faktisk kampen okay, selvom vi kom bagud tidligt. Vi var dominerende på bolden, scorede to mål og kom godt tilbage efter OB’s tidlige føringsmål. 

– Derefter udlignede de til 2-2 i en situation, som lignede meget nogle af de mål, de senere scorede i anden halvleg, hvor de for nemt kom på siderne af os. Vi vidste godt, at det var det, de ville, men vi var ikke gode nok til at håndtere det. 

– Det var den ene del af det og den anden del var, at vi ikke spillede vores gennembrudsspil, som vi skal spille det. Vi var for tidlige i vores beslutninger og for ubalancerede i vores organisation og kollektive tankegang. Derfor var vi for åbne, hvilket skabte plads til OB. Så det skal vi være kritiske overfor, for det var ikke godt nok. 

– Vi kommer til at arbejde stenhårdt i vores forberedelserne frem mod Horsens-kampen, for der skal vi levere et helt andet udtryk. Selvom sidste weekend ikke var god, kommer vi til at arbejde videre i vores spor, så vi er 100% klar til den kommende weekend, afslutter Kurland. 

Du kan se højdepunkter fra kampen HER.

På lørdag er holdet igen i aktion, når AC Horsens gæster Right to Dream Park klokken 13.00. Du kan se kampen på vores YouTube-kanal.