Ærgerligt nederlag mod FCK i U19-ligaen

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

FC Nordsjælland havde FC København på krogen, men måtte se sig slået med cifrene 4-2 i lørdagens U19-ligakamp.

Lørdag eftermiddag var de forsvarende U19 mestre fra FC København på besøg i Right to Dream Park. På trods af godt spil i særligt første halvleg, lykkedes det ikke for hjemmeholdet at få de tre point, da de måtte forlade banen med et nederlag på 4-2 til FCK.

FC Nordsjælland var ellers foran to gange i kampen. Først efter 37 minutter, da Conrad Harder bragte hjemmeholdet i front med 1-0 og igen efter 42 minutter, da FC Nordsjælland svarede hurtigt igen på FCK’s udligning og gjorde det til 2-1 ved Enock Kofi Otoo.

Men et rødt kort i anden halvleg ændrede kampens forløb, og FC København scorede kort tid efter to mål, hvorfor slutresultatet altså blev 4-2 til gæsterne.

Det var derfor en ærgerlig Kasper Kurland, der evaluerede indsatsen efter kampen

– Jeg synes egentlig, at vi leverer en rigtig fin indsats i første halvleg, hvor vi også får scoret to super mål inden pausen og får svaret FCK hurtigt igen, da de kommer på 1-1 i en situation, hvor det ellers ligner, at vi har helt styr på det i forsvaret.

– Vi var egentlig ret fortrøstningsfulde i pausen, men i anden halvleg rammer vi slet ikke niveauet. Og vi gør det ikke lettere for os selv med et rødt kort. Så til slut var der ikke noget at gøre.

– Vi må se fremad. Vi har en kamp på næste lørdag mod Esbjerg, hvor vi skal tilbage på sporet med en sejr. Det kommer vi til at arbejde benhårdt for.

Kampfakta:

FCN-FCK 
1-0 (‘37) Conrad Harder
1-1 (‘41) Victor Froholdt
2-1 (’42) Enock Kofi Otoo
2-2 (’61) Aksel Emil Halsgaard
2-3 (’78) Noah Sahsah
2-4 (’81) Oliver Højer

Næste opgør i U19-ligaen er lørdag den 5. november, hvor Esbjerg kommer på besøg i Right to Dream Park. Kampen spilles klokken 13 og kan streames på vores YouTube-kanal.