Hoff Thorup: Kan bygge videre på præstationen mod FCK

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

Den gode præstation mod FCK skal følges op i Aarhus, hvor AGF venter. Johannes Hoff Thorup forventer en hård kamp mod et formstærkt mandskab.

En flot sejr på hjemmebane over FC København er allerede historie, når vi på mandag igen er klar til Superligafodbold – denne gang i Aarhus, hvor hjemmeholdet AGF byder velkommen. Men selvom måltavlen er hvisket ren, vurderer Johannes Hoff Thorup stadig, at man sagtens kan bruge kampen og den gode præstation mod FCK til meget i forhold til mandagens opgør.

– Man er generelt altid glad for, når man vinder en fodboldkamp, men efter kampen mod FCK var vi både glade over resultatet og præstationen. Så det var en af de gode dage, hvor der også var fantastisk opbakning fra lægterne til drengene på banen. Vi er altid glade for at kunne sende så mange fans som muligt hjem med en god oplevelse, og jeg er sikker på, at fansene ligesom os var begejstrede over både spillet og de tre point.

– Nu gælder det AGF, og de er godt kørende for tiden. Det er solidt, meget af det de foretager sig, og det kan man især se i defensiven, men de har også fået sat nogle gode mønstre op omkring deres angribere og wingbacks, som ser ret farlige ud. Så det er det, vi forbereder os på, samtidig med at vi skal overføre vores gode spil og pres fra sidste kamp. Hver kamp har sit eget liv, så selvom der venter os en anden opgave, kan vi godt bygge videre på vores præstation mod FCK.

Kampen mod AGF er den første, efter transfervinduet officielt smækkede i onsdag aften. På sidstedagen blev Emil Roback hentet i AC Milan, mens Wahid Faghir kom til fra Budnesligaklubben VfB Stuttgart. Dermed har trænerteamet et komplet hold at arbejde med resten af efteråret, og Hoff Thorup glæder sig især over den øgede konkurrence i truppen.

– Nu er vinduet lukket, og her i Superligaen når vi jo syv ligakampe, inden det smækker i, så som træner er det først og fremmest en lettelse, for nu ved vi, hvad vi har at arbejde med indtil vinter. Vi har fået en god start på sæsonen, men vi hviler ikke på de gode præstationer, og vi skal både spille og træne på et så højt niveau som muligt. Det har vores tilgange bidraget med. De skal lige ind i vores principper og mønstre, men det er spændende for hele truppen, at der er kommet endnu større konkurrence, selvom vi var på et højt niveau, allerede inden transfervinduet lukkede. Det andet, vores transfere medfører, er, at vi får endnu mere kvalitet på bænken. Sidst vi var i Aarhus, vandt vi på mål fra indskiftere, og i weekendens kamp scorede (Oliver, red.) Antman på oplæg af Lasso (Coulibaly, red.), så det er bestemt et våben, vi er opmærksomme på, og det giver os en endnu bedre mulighed for at kunne ændre et kampbillede fra bænken.

Der er kampstart mandag kl. 19:00, og du kan følge opgøret direkte på TV3 Sport.