Flemming P. efter sejr i Aarhus: Høj klasse af drengene

Kategorier

Foto: Lasse Lagoni / Gonzales Photo

Vores ubesejrede stime på udebane i denne sæson blev udbygget, da vi mandag aften slog AGF med 3-2 i Aarhus. Efter kampen var cheftræner Flemming Pedersen rigtig tilfreds med vilje og fight, men savnede en smule kontrol på bolden.

– Det var høj klasse fra spillerne. Kampen i dag viste, hvor mange forskellige udtryk, vi kan spille med. Vi kan gå op i det høje pres – og når det er nødvendigt, kan vi stå dybt. Vi har en fin veksling i vores spil, og det kom tydeligt til udtryk i dag, fortæller Flemming P. og fortsætter:

– På samme tid vil jeg dog understrege, at vi allerhelst vil være mere i boldbesiddelse. I første halvleg var der rigtig, rigtig gode og fine situationer på bolden. Men der var også et for lavt bundniveau, hvor vi spillede den for hurtigt ind i AGF’s pres.

– Det italesatte vi i pausen. Vi skulle have mindre afstand mellem spillerne og flere modsatrettede bevægelser, da vi derved ville kunne sætte AGF på glatis. Desværre kom det ikke rigtig til udtryk i anden halvleg.

– Der var en rigtig god periode midt i anden halvleg, inden vi scorede til 3-1, hvor vi havde kontrol med bolden. Men ellers blev vi presset længere tilbage, hvilket også var AGF’s fortjeneste. Dermed endte vi også med at spille med tre stoppere, da AGF havde mange 8’er-løb imellem vores back og stopper.

– Så der var tider i anden halvleg, hvor vi var lidt ‘shaky’, men det udmøntede sig ikke i åbne chancer til AGF.

Indskiftninger med hurtigt afkast

I det 79. minut blev Lasso Coulibaly, Oliver Antman og Daniel Svensson skiftet ind. Allerede minuttet senere var de alle tre på spil, da de kombinerede sig igennem AGF’s højreside, hvorefter Lasso fik prikket bolden ind bag Jesper Hansen i AGF-målet.

Et mål, som ikke kun betød meget for kampens udfald, men også for målscoreren selv, fortæller Flemming Pedersen.

– Vi havde gjort alle tre klar og var 100 % klar over, hvad der skulle ske. Vi havde brug for at få to helt friske folk oppe foran i form af Lasso og Antman.

– Det var selvfølgelig fedt at se, at det var de tre indskiftninger, som alle havde en vigtig fod med i 3-1-målet.

– Samtidig er vi alle helt vildt glade for, at Lasso scorede sit første Superliga-mål i dag. Han har været så tæt på at score så mange gange, så derfor var det selvfølgelig en stor forløsning for ham endelig at få den prikket ind.

Efter kampen kunne spillerne fejre sejren med de fremmødte fans, som havde taget den lange tur til Aarhus en mandag aften.

– Det var fantastisk at se de fremmødte fans efter kampen. Der var kæmpe smil på, og de er der hver gang – om det er i medgang eller modgang.

– Nu glæder vi os til at byde vores fans velkommen igen i Right to Dream Park på søndag, hvor vi får besøg af et rigtig godt FC Midtjylland-hold, så det skal nok blive et brag af en kamp, afslutter Flemming P.

Søndagens kamp mod FC Midtjylland fløjtes i gang klokken 14.00, og du kan købe din billet på billet.fcn.dk.