FC Nordsjælland henter Wahid Faghir

Kategorier

Wahid Faghir er nyeste mand i FC Nordsjælland-trøjen. Den 19-årige angriber skifter på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.

Wahid Faghir skifter til FC Nordsjælland fra den tyske Bundesligaklub VfB Stuttgart. Den 19-årige angriber har underskrevet en lejeaftale med købsoption, som betyder, at han får hjemmebane i Farum foreløbig frem til sommer.

Faghir har tilbragt den seneste sæson i den tyske storklub, men har også Superliga-erfaring fra Vejle Boldklub, hvor han opnåede 33 kampe i den bedste danske række. Derudover har han spillet 29 U-landskampe for Danmark med 18 mål til følge.

Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:

– Vi er meget glade for at kunne byde Wahid velkommen til FC Nordsjælland. Vi kender Wahid indgående efter at have fulgt hans udvikling igennem årene, og vi ved, at vi får en meget ambitiøs og talentfuld spiller. Han er en klassisk 9’er-type, som kan give os flere facetter i offensiven og dermed styrke konkurrencen og kvaliteten yderligere. Derudover får vi en ung spiller, som alligevel har en masse erfaring dels fra Superligaen, hvor han debuterede som 17-årig, dels fra Bundesligaen og VfB Stuttgart og ikke mindst fra de danske U-landshold.

– I vores rekruttering vægter vi det højt, at spilleren har et stort ønske om at spille for FC Nordsjælland. Derfor har vi også været glade for hele forløbet, hvor Wahid – blandt andre muligheder – har udtryk stor motivation for at fortsætte sin udvikling hos netop os, og vi er ikke i tvivl om, at det nok skal blive et rigtig godt match.