Dajan Hashemi efter 50 kampe: Det er en stor ære for mig

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Tobias Jørgensen

Lørdag spillede Dajan Hashemi sin kamp nummer 50 i den rød-gule FC Nordsjælland trøje og hun er stolt over de ting, hun har opnået i klubben indtil videre.

Da Dajan Hashemi lørdag trådte ind på banen i Right to Dream Park til kampen mod HB Køge, var det ikke til en hvilken som helst kamp for den 21-årige offensive spiller. Det var nemlig kamp nummer 50 for Hashemi, der kom til FC Nordsjælland i sommeren 2020.

– Jeg er selvfølgelig meget stolt og beæret over at have opnået 50 kampe for FC Nordsjælland. Det betyder meget for mig og det er en rigtig stor ære at få lov til at repræsentere denne her klub. 50 kampe er jo en stor milepæl, så det er jeg meget taknemmelig for at have opnået, lyder det fra Hashemi, som sætter yderligere ord på den udvikling, hun har gennemgået i klubben.

– Jeg synes, at jeg har udviklet mig rigtig meget i min tid i FC Nordsjælland – både som spiller og som person. I starten havde jeg det lidt svært. Jeg var lidt ramt på selvtilliden og det gik også ud over præstationerne på banen. Men sidste sæson og i denne her sæson synes jeg, at det er blevet væsentligt bedre. Jeg er blevet mere farlig og tror mere på mine egne evner. Så jeg føler mig generelt meget bedre tilpas i dag.

Selv drømmer Hashemi stort og lægger ikke skjul på, at hun en dag gerne vil op på den øverste hylde.

– Min drøm er at få lov til at spille i en europæisk topklub og komme til at spiller Champions League – og også gerne vinde turneringen. Men helt overordnet set vil jeg bare gerne fortsætte med at udvikle mig så meget som muligt og blive endnu bedre som spiller, lyder det fra Hashemi, som dog fokuserer på præstationerne i FC Nordsjælland for nuværende.

– Jeg tager det skridt for skridt og håber da, at jeg fremadrettet kan fortsætte med at være en af de bærende kræfter på banen og hjælpe FC Nordsjælland med at vinde så mange kampe som muligt.

Næste kamp for Hashemi og resten af FCN-holdet er på lørdag den 1. oktober, når vi hjemme i Right to Dream Park tager imod AGF klokken 14.
Billetter til kampen kan sikres her.