Kurland trods nederlag i sæsonpremieren: Drengene viste flot karakter

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Tidligere i dag blev U19 Ligaen sparket i gang i Right to Dream Park, da vores U19-drenge havde besøg af FC Midtjylland. En rigtig flot scoring fra Maksim Stjopin var desværre ikke nok til at tage alle tre point, da midtjyderne med to scoringer i første halvleg vandt kampen med 2-1. 

Selvom det ikke blev til tre point i sæsonpremieren i dag, så var U19-cheftræner, Kasper Kurland, stolt af spillernes indre styrke og sammenhæng i løbet af kampen:

– Vi startede kampen rigtig godt ud og kom også foran på et rigtig flot mål af Maksim. Derefter faldt vi dog lidt for meget i niveau både med og uden bold, fortæller Kurland og fortsætter:

– I slutningen af første halvleg indkasserede vi to nemme mål, som vi selvfølgelig ikke er tilfredse med. Det første mål kommer ud af situation, hvor de spiller en nem bold bag os og ved det andet mål var vi på flade fødder, hvorefter bolden blev stukket imellem vores bagkæde.

– Men jeg synes, at vi kom rigtig godt ud til anden halvleg og fik lagt et godt tryk. Vi havde et par rigtig store chancer til at få udlignet, men vi var ikke skarpe nok i de situationer.

– Senere i halvlegen blev vi reduceret til 10 mand, og derfra viste spillerne rigtig stor karakter. Jeg er meget stolt af deres arbejdsindsats, sammenhængskraft og fight. Vi spillede os frem til muligheder for at få et point, dog havde Midtjylland også muligheder for at komme yderligere foran. Men når man ser i lyset, at vi var reduceret til 10 mand, så synes jeg, at det var en rigtig fin præstation.

– Så det var et rigtig stort skridt i den rigtige retning i forhold til sammenhængen i holdet og indstilling til at hjælpe hinanden på banen.

– I dag lærte vi, at vi kan komme langt med denne gruppe i forhold til holdånd og indstillingen. Det vigtigste er, at vi løfter i flok og gør det sammen. Gør vi det, så skal vi nok blive ved med at udvikle spillet. Drengene fandt en flot styrke indefra, hvilket var fedt at se, afslutter Kurland.

Kampfakta:

FCN – FCM

1-0 (‘2): Maksim Stjopin

1-1 (‘12): Malte Melin

1-2 (‘38): Valdemar Byskov

Du kan se højdepunkter fra dagens kamp HER.

Næste opgør for U19-drengene er lørdag den 27. august, hvor AaB kommer på besøg i Right to Dream Park.