Inden AaB: Tre ? til Hoff Thorup

Kategorier

Søndag kl. 16:00 jagter FC Nordsjællands 3F Superliga-mandskab sæsonens femte sejr i træk, når turen går til Aalborg.

For at blive klogere på truppens forberedelser til opgøret tog vi tre spørgsmål med til assistenttræner Johannes Hoff Thorup.

 

1) Efter to ret så forskellige halvlege mod Viborg FF i seneste runde, hvad har så været de primære fokuspunkter i arbejdet frem mod AaB-kampen?

– Vi var fint tilfredse med vores 1. halvleg mod Viborg. Vi skabte ikke nok chancer, men vores spil med bolden var til tider på et højt niveau. Vi var ærgerlige over, at vi ikke kunne finde samme kvalitet med bolden i den sidste halve time af kampen, så det er et væsentligt arbejdsområde for os stadig at blive bedre i den del af spillet, så vi kan dominere igennem 90 minutter.

– Derudover gav Viborg os udfordringer i 2. halvleg, og vores høje pres sad ikke, som det skulle. Derfor har vi i løbet af ugen arbejdet med det høje pres, men også med de perioder i kampen, hvor vi ikke kan presse højt. Vi skal magte begge faser på et endnu højere niveau.

2) Hvordan har truppen reageret på det?

– Spillerne var glade efter sejren, men vi evaluerer altid kritisk, og vi har alle ambitioner om at blive bedre. Så spillerne har taget stor del i evalueringen af kampen og var heller ikke tilfredse med størstedelen af 2. halvleg. Det har været ærligt og konstruktivt, den måde vi har rundet af på, og arbejdet efterfølgende på træningsbanen har været på et højt niveau. Vi ønsker at fastholde vores gode stime, og derfor ved vi, at vi skal arbejde med detaljerne i spillet hver dag.

3) Hvad vil du betegne som en form for nøgleduel i søndagens kamp i Aalborg?

– Vi skal og vil være endnu bedre med bolden. Vores 1. halvleg mod Viborg med en boldbesiddelse på over 60% og generel kontrol over spillet skal bruges som inspiration til de næste kampe. Vi skal kunne holde det niveau i alle kampens minutter. Det er vores ambition. Og det er nøglen til mange af de kampe, vi spiller.

– Derudover skal vi stresse AaB i deres spil med bolden, så vi kan få nogle høje erobringer tæt på deres mål. Vi har fart oppe foran, og det skal vi have sat endnu mere i scene. Det kræver disciplin og sammenhæng, for gør vi ikke det, så ved vi, at AaB har kvalitet med bolden – både i det korte og lange spil. Så det kræver en kollektiv, helstøbt indsats både med og uden bold.

– Vi glæder os helt vildt, og ambitionen og lysten til at fortsætte vores gode sæsonstart brænder i os alle. Så vi tror på endnu en stærk præstation søndag i Aalborg, så vi kan sende vores fans på en god tur hjem fra det nordjyske.

 

Der er kickoff i Aalborg kl. 16:00, og kampen kan ses på Canal 9 og Discovery+.