Hoff Thorups optakt mod Viborg: Vi skal dominere kampen på bolden

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Det kan blive fire på stribe for FC Nordsjælland, hvis vi lørdag besejrer Viborg FF på hjemmebane. Assistenttræner Johannes Hoff Thorup vender tankerne inden Superligaens 4. runde i denne uges optakt.

Tre kampe, ni point og alene i front på 3F Superligaens førsteplads. Det er svært at forestille sig en meget bedre start for FC Nordsjælland end den, de har fået i sæsonen 2022/23.
Assistenttræner Johannes Hoff Thorup er da også ovenud tilfreds med det, han har set fra sine spillere i sæsonens første kampe.

– Vi er selvfølgelig glade for, at det er lykkedes os at bygge videre på de ting, der fungerede rigtig godt for os i slutningen af sidste sæson og overføre dem til den nye sæson. Og så har vi selvfølgelig lagt en masse ekstra oveni.  Der en stor tro på, at vi kan konkurrere i denne liga. Så vi er glade, men også ydmyge i forhold til, at vi ved, at der skal knokles benhårdt for at opretholde den form, vi har nu.

Selvom mandagens kamp mod Lyngby måske ikke var den bedste rent spillemæssigt, så lykkedes det stadig at få tre point.  Og det vidner ifølge Hoff Thorup også om den kvalitet, der er i truppen.

– Jeg talte med fansene i Fanbaren inden kampen, hvor jeg sagde, at noget af det, vi havde vægtet højest her i opstarten, det er soliditeten. At vi har en solid base og en stamme, vi kan bygge videre på. Men også en stamme der gør, at når det bliver lidt svært, så ved vi, at vi nok skal klare det sammen.

– Og det blev lidt svært til tider mod Lyngby.  Men der viste spillerne, at der er et rigtig godt sammenhold. For der var nogle situationer, der skulle løses med hårdt arbejde og med en stærk mentalitet. Det er jo rigtig positivt at se.

Et Viborg-hold med selvtillid
Efter weekendens 4-2 sejr over FCK og onsdagens 3-0 sejr over B36 Thorshavn kommer Viborg til Farum med et ordentligt skud selvtillid i bagagen. Og der er stor respekt for den modstander, vi står over for på lørdag.

– Viborg spiller en rigtig flot kamp mod FCK og laver virkelig nogle angreb på dem, som er lige efter bogen i forhold til, hvad de vil. De har både nogle individuelle spillere, der har ret høj kvalitet, og så har de også et kollektiv, der fungerer ganske udmærket. Det er jo meget den samme base, som de har arbejdet videre på med mange spillere fra sidste sæson.

– Så det er en trup, der har arbejdet sammen længe og som kender deres principper, når de har bolden, og når de ikke har bolden. Det er den type hold, der altid er svære at spille imod. Det viste de også i sidste sæson, når vi mødte dem. Det var rigtig hårde kampe og det var meget lige kampe. Så det bliver det helt klart også på lørdag.

Hoff Thorup løfter desuden sløret for nogle af de fokuspunkter, de har inden mødet med Viborg.

– Vi skal have trænet lidt på, hvordan vi løser deres opbygning. De er gode og komfortable med bolden. Så vi skal have sat nogle fælder op. Og det har vi brugt noget af træningen på, så vi får forhindret dem i at komme til så mange indlæg og så mange situationer omkring feltet, som de gjorde mod FCK. Det skal vi have forhindret ved at forsvare så langt væk fra vores eget mål som muligt.

– Så er der selvfølgelig spillet med bolden. Det, synes jeg faktisk, var den fase i spillet, vi var bedst mod Viborg i i sidste sæson. Der synes jeg, at vi var dygtige til at dominere kampene på bolden, og det skal vi arbejde videre på. Vi arbejder lidt med nogle forskellige variationer af vores positionsspil, så vi kan holde fast i bolden endnu mere. For det var noget af det, vi var mest utilfredse med mod Lyngby. Vi gav bolden for let væk og var for utålmodige i vores spil. Så det skal vi have optimeret til kampen mod Viborg. Det er simpelthen nøglen for os.

Slutteligt roser Hoff Thorup den atmosfære, han oplevede i Right to Dream Park til mandagens kamp mod Lyngby, som, han mener, var med til at give holdet mere energi – selv når tanken var ved at være tømt.

– Vi er på et niveau, hvor spillerne taler om den kulisse, der er herinde. For når der er 5000 tilskuere på stadion, så er det noget, der kan høres og mærkes. Og det er bestemt noget, der er med til at drive spillerne frem. Det synes jeg også, man kunne fornemme i kampen mod Lyngby. I den sidste fase hvor vi manglede lidt kræfter, får man lige de ekstra procenter ved at bruge tribunerne. Så det var en fed fornemmelse.

– Vi som trænere og også spillerne ønsker jo så mange tilskuere som overhovedet muligt hver evig eneste gang, vi spiller hjemme. Fordi det giver os noget, og det har en effekt. Og det håber jeg, at alle vil være med til at påvirke.

Det er stadig muligt at købe billetter til lørdagens kamp mod Viborg FF. Du kan sikre din billet her.

Voksen 100 kr. og barn 50 kr., når du køber online. Ved køb i billethuset ved stadion pålægges et administrationsgebyr på 20 kr. pr. billet.