Hoff Thorup om søndagens kamp: Vi skal slippe os selv løs

Kategorier

FC København er modstanderen, når vi på søndag er klar til endnu en hjemmekamp i 3F Superligaen. Johannes Hoff Thorup ser her frem mod en udfordrende kamp, hvor der dog er muligheder.

På søndag ruller bolden igen i Right to Dream Park, når vi tager imod FC København. Kampen kommer umiddelbart efter, at vi indkasserede sæsonens første nederlag mod Silkeborg IF på hjemmebane. Og til trods for at det gjorde ondt, har netop den tabte kamp givet assistenttræner Johannes Hoff Thorup og resten af trænerteamet nogle gode udgangspunkter i ugens træning.

– Vi var ærgerlige over, at kampen udformede sig, som den gjorde. Det blev op ad bakke ret tidligt i kampen, og det skyldtes dels nogle strukturelle ting, men selvfølgelig også situationen omkring et hjørnespark hvor der er nogle ting, vi ikke får løst godt nok. Det var vi ærgerlige over, for det er et for godt hold at give en så god start. Og så blev kampbilledet ikke, som vi ville have det, fordi vi skulle jagte, og Silkeborg skulle forsvare.

– Afrundingen var meget kort om søndagen, fordi alle spillerne var meget skuffede, så der brugte vi ikke meget tid på at gennemgå kampen. Men heldigvis var der en masse at tage fat på om mandagen, for der var mange ting i kampen, vi skal gøre bedre, og det har været et stort fokus hele ugen. I og med at kampbilledet blev, som det blev, fik vi set, at vi stadig kan blive bedre i at åbne et forsvar op, og det betyder, at vi har haft fokus på at arbejde mere samstemmigt, så flere spillere har den samme idé på det samme tidspunkt.

Nu hedder næste opgave så FC København, og selvom gæsterne har en europæisk kamp i benene, forventer Hoff Thorup sig en udfordrende kamp i en altid jævnbyrdig 3F Superliga.

– Ligaen er så tæt, så alle kampe er svære. De er meget forskellige, men ingen er nemme, og vi skal yde vores maksimale hver gang for at få noget med. Det er så vores ansvar som trænerteam at holde spillerne på tæerne og sørge for, at optakten er så optimal som muligt, og det er selvfølgelig spillernes ansvar at præstere det bedste, de kan til træning og kamp. Og heldigvis ved vi alle sammen, at hvis vi spiller op til vores bedste, kan vi give alle hold en rigtig udfordrende kamp.

– Vi skal være på tæerne, når FC København har bolden, for det kan vi ikke undgå. Og så skal vi være superskarpe, når vi selv har boldbesiddelsen, for dér ved vi, at vi kan gøre ondt på dem. Tempoet i de her kampe er der næsten helt automatisk, fordi vi møder nogle dygtige fodboldspillere, og der bliver gang i den på lægterne – ligesom der har været til de seneste kampe. Så vi får meget foræret, og det handler derfor for os om at bruge alt dét til at slippe os selv løs, vise hvad vi kan og give fansene en fed fodboldkamp.

Det er stadig muligt at få billetter til søndagens kamp. Der er kampstart kl. 16:00, og du kan sikre dig plads til opgøret lige her.