Mads Bidstrup er tilbage i FC Nordsjælland

Kategorier

Næste sæson trækker Mads Bidstrup igen i FCN-trøjen, efter midtbanespilleren har underskrevet en lejeaftale for den kommende sæson.

Træningslejren i Holland har fået selskab af et nyt, men dog velkendt ansigt, efter at Mads Bidstrup har sluttet sig til resten af holdet.

Bidstrup, der var lejet i Brentford i foråret, har nemlig sat underskrift på en ny lejeaftale, der holder den dynamiske midtbanespiller i FC Nordsjælland for den kommende sæson.

Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:

– Vi er meget glade for at kunne byde Mads velkommen tilbage til FC Nordsjælland og have fornøjelsen af ham i den kommende sæson. Mads er let at arbejde med, han er ærlig og ukompliceret, og så tilfører han holdet en enorm energi både på og uden for banen.

– I foråret så vi tydeligt, hvilken effekt Mads havde på vores hold, og at han i den relativt korte periode nåede at udvikle sig meget. At Mads deler den opfattelse, og at han mener, at han kan fortsætte sin udvikling yderligere i FC Nordsjælland, er vi utrolig glade for.

Mads Bidstrup:

– Jeg er vildt glad for at være tilbage i FC Nordsjælland og glæder mig meget til den kommende sæson. Foråret overbeviste mig om, at det er det bedste sted for min udvikling, og selvom mit ophold ikke var længere end seks måneder, synes jeg, at jeg og holdet tog nogle store skridt. Så da jeg fik muligheden for at tage næste sæson med, var jeg faktisk ikke i tvivl. Spillestilen og træningstilgangen passer rigtig godt til mig, så jeg har følelsen af, at jeg kan gå direkte i gang med arbejdet.

– Nu glæder jeg mig helt vildt til at få nogle fede dage med resten af holdet hernede i Holland, og så venter sæsonen lige om hjørnet, hvor vi også skal give den gas.