Lucas Lykkegaard udlejes til Hillerød Fodbold

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Lucas Lykkegaard bliver udlejet til Hillerød Fodbold frem til slutningen af 2022 og hans kontrakt forlænges samtidig med FC Nordsjælland.

Lucas udlejes til Hillerød Fodbold i 1. division frem til nytår. I forbindelse med udlejningen forlænges kontrakten med den 20-årige forsvarsspiller, så den nu løber frem til sommeren 2025.

Lucas er vokset op i Farum og har haft sin fodboldopvækst i Farum BK og FC Nordsjælland.
Han har dog brug for flere spilleminutter for at tage næste skridt, hvorfor det giver mening for både FC Nordsjælland og Lucas, at han får mere erfaring et andet sted i de næste 6 måneder.


Lucas Lykkegaard:

– Hillerød Fodbold har gang i et spændende projekt. De har en talentfuld trup og en ambitiøs træner og jeg tror, at et lejeophold hos dem er det helt rigtige for mig på nuværende tidspunkt. Det kommer forhåbentlig til at betyde mere spilletid.

– Selvom mine ambitioner altid har været at bryde igennem i FCN, er jeg ikke i tvivl om, at de kommende måneder vil gavne min fodboldudvikling.

– Udover det får jeg mulighed for at følge FCN’s kommende sæson tættere, end jeg ville i andre klubber.


Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:

– Lucas har brug for mere spilletid på nuværende tidspunkt i hans karriere, hvorfor et lejeophold på nuværende tidspunkt er den helt rigtige løsning for ham. Lucas har et stort potentiale som spiller, men han har en alder, hvor spilletid er en absolut nødvendighed for ham. Derfor er det en rigtig fin løsning – både for Lucas og FC Nordsjælland. 

– Vi ser frem til at følge hans udvikling i Hillerød Fodbold det næste halve år og glæder os til at se Lucas tilbage i Farum igen – forhåbentlig med endnu mere erfaring og kampminutter i bagagen.