3F Superliga-kampen mod Viborg FF flyttes til lørdag 6. august

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Hjemmekampen, der oprindeligt var fastlagt til søndag den 7. august, er med kort varsel rykket til lørdag den 6. august. Kickoff bliver kl. 16:00.

Søndag den 7. maj skulle der oprindeligt have været hjemmekamp i 3F Superligaen mod Viborg FF. Kampen var faktisk endeligt fastlagt, men da Viborg FF’s deltagelse i 3. kvalifikationsrunde af UEFA Europa Conference League nu indebærer et opgør, der er blevet godkendt til at skulle spilles allerede tirsdag den 9. august, er 3F Superliga-opgøret blevet flyttet til lørdag den 6. august.

Kickoff i Right to Dream Park er blevet sat til kl. 16:00.

Har du allerede købt billet til Viborg-kampen, gælder den automatisk til den nye dato. Er du forhindret i at komme – eller har du andre spørgsmål til kampflytningen – er du velkommen til at skrive til kundeservice@fcn.dk.

Kvindeliga-holdet er programsat til at skulle spille netop lørdag den 6. august i Right to Dream Park med kickoff kl. 14:00. Lige nu afventer vi en endelig melding om et nyt spilletidspunkt for denne kamp.