Hoff Thorups optakt mod BIF: Vi skal ud over stepperne

Kategorier

Søndag eftermiddag skal vi forsøge at bygge videre på den gode start i 3F Superligaen, når Brøndby venter på udebane. Assistenttræner Johannes Hoff Thorup sætter ord på de vigtigste forberedelser inden kampen.

Det kunne næsten ikke være skrevet bedre, da vi mandag tog hul på en ny 3F Superliga-sæson på udebane mod OB. En lynscoring efter tre minutter af Ernest Nuamah grundlagde åbningssejren på 2-0. Og ifølge assistenttræner Johannes Hoff Thorup var det noget nær den perfekte start.

– Det, at vi allerede scorer efter tre minutter, er jo, hvad alle hold drømmer om i sæsonåbneren. Der kan være lidt usikkerhed omkring, hvor man lige står henne og hvor spillerne helt præcist er i den første kamp. Så at få sådan en start det er noget, man kun kan drømme om.

Ifølge Hoff Thorup giver en sejr altid selvtillid – om end troen på egne evner i truppen er stor.

– Det giver selvfølgelig altid noget selvtillid i holdet at starte turneringen på den måde. Men generelt har vi en enorm stor tro på de ting, vi laver og de kvaliteter, vi har. Så vi ved, at på de bedste dage kan vi spille op med alle hold i ligaen – og vi har også kvaliteterne til at kunne slå dem. Derfor er det også vigtigt at få vist det til omverdenen. Og det synes jeg især, vi fik gjort i anden halvleg mod OB.

– Der er jo blevet talt en del om, hvorvidt vi kan skabe chancer og score de mål, der skal til, for at vinde en fodboldkamp. Nu fik vi lavet to i Odense og kunne med lidt held have lavet et enkelt eller to mere. Men det positive var, at vi fik skabt rigtig mange chancer. Så det bygger godt ind i de næste par kampe.

Kulissen må ikke skræmme

Sidste besøg på Brøndby Stadion endte med en 1-0 sejr, og ifølge vores assistenttræner er det alfa omega, at holdet ikke bliver påvirket af den lydkulisse, der vil ramme dem på den københavnske vestegn.

– Brøndby Stadion er altid en fed kulisse, men vi skal ikke bruge for lang tid på at vænne os til stemningen og lydkulissen. Vi viste i sidste sæson, at vi ret hurtigt kunne komme over den fase og sætte os på spillet og gøre en god figur i kampen – og det er også vores plan på søndag.

– Vi skal så hurtigt som muligt – og helst allerede fra starten af – sætte os på spillet og være dominerende både med og uden bold. Det er det, vi vil – og det er det, vi altid vil.

– Vi ved, at Brøndby er et godt hold, og at de med den kulisse i ryggen kommer til at presse os ned engang imellem. Så det skal vi også være forberedte på. Så de faser skal vi også være komfortable i – selvom vi helst vil noget andet – nemlig at presse dem så højt som muligt.

– Brøndby er et hold, som rigtig gerne vil bruge kulissen til at kunne sætte noget tempo i deres spil og spille fremadrettet. Lige meget hvem, de spiller med, har de fart og rigtig god timing i deres dybe løb fra deres forreste angriber, så det skal vi selvfølgelig være opmærksom på.

En gentagelse af Kian-mål?
Opstarten bliver altid brugt på at fintune diverse ting – men særligt på ét område har der været ekstra fokus.

– Vi har brugt noget tid i pre-season og også omstruktureret lidt i forhold til ansvar og, hvordan vi griber det an med vores offensive standarder, for at se, om vi kan blive endnu bedre i den del af spillet. Vi vil gerne blive bedre i den del af spillet, så vi bruger noget mere analyse- og forberedelses-tid og fået sat lidt flere folk på opgaven, så vi kan have nogle flere variationer i ærmet og blive endnu skarpere i det.

Sidste gang vi var på besøg på Brøndby Stadion, pandede Kian Hansen bolden i nettet efter en indøvet frisparkskombination. Der bliver altid trænet i de lidt særlige kombinationer, men hvad vi kan forvente mod Brøndby, vil Hoff Thorup selv sagt ikke afsløre.

– Jeg kan afsløre, at der kommer et eller andet mod Brøndby, men hvad det bliver, må I vente at se.

– Vi skal bygge videre på den gode start og det skal vi gøre med en god præstation igen. Det er det, der er det vigtigste for os, for gør vi det, så kommer resultaterne også. Så derfor har vi været glade for den første kamp mod OB, men ikke gladere end, at vi har knoklet rigtig hårdt på træningsbanen her efterfølgende, fordi der ikke er noget, der bliver foræret i denne liga. Vi skal ud over stepperne for at jagte så mange sejrer som overhovedet muligt.

Søndagens opgør mod Brøndby fløjtes i gang klokken 16.00.

Det efterfølgende opgør for vores vedkommende i 3F Superligaen er på hjemmebane i Right to Dream Park, når Lyngby BK d. 1. august kommer på besøg. Kampen fløjtes i gang klokken 19.00 og du kan hoppe ind på billet.fcn.dk for at købe din billet til sæsonens første hjemmekamp!