Cheftrænerens tjekliste #2: Trup og forventninger

Kategorier

Cheftræner Flemming Pedersen har ro i maven frem mod den kommende sæson og ser en god udvikling hos mange spillere. 

Der er ikke mange dage til, at en ny sæson af 3F Superligaen sparkes i gang. Optakten har været god og meldingerne fra FCN-lejren er positive. Cheftræner Flemming Pedersen fortæller i hvert fald, at spillerne er mødt ind efter ferie i god form.

– Alle er kommet tilbage i en rigtig god forfatning. Og det kan godt være et signal om, at de er fuldstændig indstillet på at gå efter en top-6 placering i den kommende sæson, lyder det fra cheftræneren.

Selvom det i sidste sæson ikke blev til en placering i mesterskabsslutspillet, så tror Flemming Pedersen på, at oplevelsen i kvalifikationsspillet faktisk kan have haft en positiv effekt på holdet.

– Jeg tror, at det var meget lærerigt for os at spille i kvalifikationsspillet. Omverdenen og måske også os selv har sat spørgsmålstegn ved, hvordan det ville være, hvis vi ikke kvalificerede os til top-6. For det har jo været tæt mange af årene, hvor top-6 lige lykkedes på sidste spilledag inden opdelingen.  Nu skete det så, og det synes jeg faktisk, at vi klarede rigtig godt. Der var ikke nogen panik eller noget som helst. Vi holdt snuden i sporet og ender med ni kampe uden nederlag. Og det tager vi selvfølgelig med ind i den kommende sæson.

Kontinuitet og overordnet strategi
Selvom det ikke blev til en placering i top seks i seneste sæson, så giver det ikke panderynker for cheftræneren. Den overordnede strategi er den samme, slår han fast.

– Vi kommer ikke til at skrue på de helt store knapper ift. næste sæson. Vi har jo vores stil og vores måder at gøre tingene på. Til hver sæson bliver der skruet på nogle knapper. Men det har ikke noget med vores overordnede principper at gøre. Det er mere nede i detaljen. Nogle små justeringer. Og det sker fra sæson til sæson.

Tidligere på sommeren blev det meldt ud, at sidste sæsons topscorer, Simon Adingra, havde takket ja til et tilbud fra Premier League-klubben Brighton. Flemming Pedersen erkender, at Adingra havde nogle ekstraordinære egenskaber, men er samtidig helt rolig ift. de erstatninger, han har i truppen.

– Jeg er hundrede procent rolig i maven. Når vi taler om vores offensive spillere har vi Benjamin Nygren, Yannick Agnero, Andreas Schjelderup, Ernest Nuamah, Mads Kristian Hansen og Oliver Antman. Alene dér er der seks spillere, som skal konkurrere om de tre forreste positioner – vel vidende at en eller to af de spillere også kan spille på midtbanen. De har allesammen bevist, at de kan score mål, lyder de afsluttende ord fra Flemming Pedersen.

Det er om en uge – nærmere bestemt mandag den 18. juli – at FC Nordsjælland spiller sæsonens første kamp, når OB venter på udebane. Der er stadig pladser i bussen fra Farum – se mere her.

Sæsonens første hjemmekamp spilles mandag den 1. august mod oprykkerne fra Lyngby BK. Du kan sikre dig en billet til kampen her