Moscato efter flot 3-0 sejr: Jeg er meget stolt af spillerne

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

I dag sluttede vi på flot vis sæsonen af, da vi på udebane mod FC Thy-Thisted Q sejrede med 3-0. Sejren var dog ikke nok til at sikre bronzemedaljerne, da Brøndby tog alle tre point på udebane mod Kolding IF. På trods af de missede medaljer, var cheftræner Carmelina Moscato meget tilfreds med dagens sejr og præstation.

FC Thy-Thisted Q kom bedst ud til dagens kamp og havde flere fine muligheder for at bringe sig foran i starten af kampen. I det 29. minut var dagens værter dog også farlige i eget felt, da et indlæg fra Jessica Davis blev afrettet af en Thisted-spiller og endte i eget net.

I første halvlegs sidste spilleminut var vi igen farlige i værternes felt, da Ashley Riefner på fornem vis driblede forbi Thisteds målmand og sikrede en 2-0 føring ved pausen.

Fem minutter inde i anden halvleg udbyggede Dajan Hashemi føringen yderligt. En bold i dybden til Mariah Lee blev halv klaret af Thisteds målmand, hvorefter vores 10’er var hurtigt over returen og sikkert sparkede bolden i mål til 3-0, hvilket også blev kampens resultat.

Efter kampen var cheftræner, Carmelina Moscato, meget tilfreds med dagens præstation, hvor spillerne holdt en god ro i holdet, trods en god start af Thisted:

– Vi vidste inden kampen, at det ville blive svært for os at tage alle tre point med fra dagens kamp, siger Moscato og fortsætter:

– De første 10-15 minutter var svære for os, og der handlede det mest af alt for om, at stå i mod presset fra Thisted. Men efter det første kvarter tager vi kontrollen på kampen og dominerer resten af kampen.

– Jeg er meget stolt af spillernes mentale styrke og mod til at gå ud og præstere, som de gør i dag. Begge hold havde alt at spille for, men jeg synes, at det var fortjent, at vi tog alle tre point i dag.

– Vi var rigtig dygtige med bolden i dag og havde den nødvendige ro til at stå imod Thisteds pres. Vi viste, at vi bliver ved med at udvikle vores spil med bolden og på samme tid havde vi i dag meget kvalitet foran mål, hvilket vi har haltet lidt med tidligere på sæsonen.

– Så alt i alt var det en rigtig flot præstation i dag.

På trods af dagens sejr stod Moscato alligevel tilbage med en lidt blandet følelse, da sejren ikke var nok til at sikre medaljer.

– Jeg står lidt tilbage med en blandet følelse, for jeg ved, at vi kunne have gjort mere, men på samme tid er jeg meget glad for den måde, spillerne viste sig frem i dag, hvor rigtig meget stod på spil. Vi er kommet meget langt i denne sæson, og vi ser meget frem til at fortsætte vores udvikling, afslutter Moscato.

Kampfakta:

FCT – FCN

0-1 (29’): Selvmål

0-2 (45’): Ashley Riefner

0-3 (50’): Dajan Hashemi

Vores kvinder går nu på en velfortjent ferie, hvorefter de i juli vender tilbage på træningsbanen, når forberedelserne til den kommende sæson startes.