Hashemi inden sæsonens sidste kamp: Vi har en stærk mentalitet på holdet

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales PHoto

Det kendetegner holdets mentalitet at blive ved med at kæmpe til det sidste, lyder det fra Dajan Hashemi, der fredag scorede det udlignende mål mod Brøndby på kampens sidste spark.

Det var ikke tilfældighedernes spil, der gjorde udslaget, da Dajan Hashemi scorede det udlignende mål på kampens sidste spark i udekampen mod Brøndby sidste fredag. Det er nemlig en indgroet mentalitet på holdet at kæmpe til dommerens sidste fløjt – uanset hvordan kampen ellers er forløbet.

– Det er meget kendetegnende for vores hold. Vi bliver ved med at kæmpe og give alt for hinanden. Vi tror altid på, at vi kan skabe et resultat, selvom vi er bagud. Og i fredags lykkedes det heldigvis. Og det var en kæmpe forløsning at se bolden gå ind, lyder det fra Hashemi, som afslører, at situationen der førte til målet er indøvet på træningsbanen.

– Vi var 9 i boksen, da jeg scorede. Det siger også lidt om, at vi satsede alt. Og vi øver faktisk lignende situationer til træning, hvor vi simulerer, at vi er bagud og har fem minutter til at vende det. Så det er noget, vi arbejder med. 

Det uafgjorte resultat mod Brøndby betyder, at der inden sidste runde stadig er mulighed for, at FC Nordsjælland kan ende med bronzemedaljerne om halsen. Det kræver en sejr ude mod FC Thy-Thisted Q samtidig med, at Brøndby og Kolding spiller uafgjort. Tredjepladsen er dog ikke det, der fylder mentalt hos holdet inden lørdag.

– Vi fokuserer slet ikke på denne her tredjeplads. Vi har kun fokus på, at vi skal vinde kampen. Det er der, al vores energi ligger. Og vi tror 100 procent på sejren. Så må vi se, hvad det kan føre med sig, lyder det fra Dajan Hashemi.

Sæsonens sidste kamp ude mod FC Thy-Thisted Q spilles på lørdag klokken 14 og kan streames på Viaplay.