FC Nordsjælland henter australsk kvindelandsholdsspiller 

Kategorier

Foto: fcn

FC Nordsjælland har hentet forstærkning til Gjensidige Kvindeliga-holdet i form af den australske landsholdsspiller, Winonah Heatley, som kommer til Farum fra Melbourne City FC fra den bedste australske liga, A-League.

21-årige Winonah Heatley kommer til FCN fra Melbourne City FC, hvor den centrale forsvarsspiller har spillet siden januar, hvor hun skiftede fra den svenske klub Växjö DFF.

Winonah Heatley:

– Jeg er rigtig glad for at skrive under med FC Nordsjælland. Fra mit første møde med trænerstaben har det været meget tydeligt for mig, at der er en fantastisk kultur i klubben. Jeg er meget imponeret over det ekstremt professionelle setup, der er i klubben, og jeg er sikker på, at FCN er et sted, hvor jeg kan udvikle mig meget som spiller.

– Selvfølgelig spillede det rent fodboldmæssige den største rolle i min beslutning, men da jeg hørte om de muligheder, klubben tilbyder spillere udenfor banen, og at FCN er med i Common Goal, blev det en meget nem beslutning for mig.

– Jeg ser meget frem til at møde mine holdkammerater samt alle i og omkring klubben. Det er et nyt, men meget spændende skridt for mig i min karriere, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang.

Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:

– Vi er rigtig glade for at tilføje Winonah til vores talentfulde spillertrup. Hun kommer til FCN med erfaring fra nogle rigtige gode ligaer rundt omkring i verden samt fra det australske landshold.

– Winonah er en dygtig midterforsvarer med rigtig gode kvaliteter i spillet med bolden. Det er vigtigt for os, at vores centrale forsvarsspillere har modet og gode evner med bolden ved fødderne – og her passer Winonah godt ind.

– Vi går nogle meget spændende år i møde, og jeg er sikker på, at Winonah kommer til at spille en stor rolle fremadrettet.

Heatley har fået nummer 6 i Kvindeliga-truppen.

Australieren er netop blevet udtaget til den australske bruttotrup til de kommende sydøst-asiatiske mesterskaber, som spilles fra den 4. til den 17. juli.