Kofod inden jubilæumskamp: Guldholdet vil altid være en inspiration

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Magnus Kofod Andersen spillede ungdomsfodbold i FC Nordsjælland, da vi i sæsonen 11/12 til alles store overraskelse vandt guld. Den præstation er stadig en motivation for FCN’s hold i dag.

Det første, der møder én, når man træder ind i FC Nordsjællands omklædningsrum, er et foto af holdet fra 11/12-sæsonen, som løfter DM-pokalen. En reminder om, at alt er muligt, hvis man tror nok på det.

Det er ifølge Magnus Kofod Andersen en grundlæggende tankegang i hele FC Nordsjælland. 

– Det er jo det første, vi ser, når vi træder ind i omklædningsrummet. Og det er helt klart med til at motivere én som spiller. Det repræsenterer jo en idé om, at man altid skal tro på tingene. Den tro synes jeg altid, vi har her i Nordsjælland. Vi har høje målsætninger, og vi ved, hvilken vej vi gerne vil gå. For det er jo målet, at vi skal vinde et mesterskab igen. Det er det største, vi kan opnå.

Selv var Magnus Kofod Andersen ungdomsspiller, da FC Nordsjælland vandt det danske mesterskab. Og han kan tydeligt huske, hvad han lavede, da vi på hjemmebane vandt 3-0 over AC Horsens og sikrede os det første danske mesterskab i klubbens historie.

– Min far var på stadion, men jeg måtte ikke komme med, fordi vi skulle til fødselsdag. Det var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg havde været til en del kampe i løbet af sæsonen, men den vigtigste kunne jeg ikke komme med til. Så jeg sad klistret til skærmen og jublede med hjemmefra. Og jeg kan huske, at jeg faktisk var rigtig ked af det i nogle dage efter, fordi jeg ikke kunne være med til noget, der var så stort, lyder det fra “Kof”. 

Mesterskabet gav direkte adgang til Champions Leagues-gruppespil, og der var Kofod, i modsætning til guldkampen mod Horsens, repræsenteret på lægterne til alle holdets hjemmekampe, der blev spillet i Parken.

På holdkortet med guld-legender

Da Kofod fem år efter guldsæsonen fik debut for FC Nordsjællands Superligahold, var der stadig to spillere i truppen, der var en del af holdet dengang – nemlig Tobias Mikkelsen og Patrick Mtiliga. Særligt sidstnævnte husker “Kof” tydeligt fra de første år på A-holdet.  

– Patrick var med, da jeg rykkede op og fik debut for A-holdet. Det var en stor oplevelse at få lov til at spille med ham. Han spillede en stor rolle for mig, da jeg kom op. Det var ham, der tog mig under sine vinger, og som jeg kunne tale med om alt. Han var god til at give ro på nerverne, når man kom ind som 18-årig uden så meget erfaring. Udover det var han en fantastisk inspirator og kunne virkelig samle et hold.

Mens Kofod og Mtiliga nåede at spille en halv sæson sammen, er der en profil fra guldholdet, som Kofod aldrig nåede at spille med. Alligevel er han den dag i dag en stor inspiration for den måde, han gerne vil spille på.

– Jeg kan huske, at specielt Nicolai Stokholm var en wow-oplevelse for mig. Jeg var selv anfører på ungdomsholdet og spillede midtbane, da jeg så ham i guldsæsonen.. Og jeg syntes bare, at han var så dygtig til at være over det hele. Han havde lidt den rolle, som jeg godt kunne tænke mig at have. Jeg kan tydeligt huske, at han kunne erobre en bold i forsvaret og bygge det op med tre mand, for så at forsvinde op igen, stå det rigtige sted i feltet og sparke den ind. Det, synes jeg, var dybt imponerende.

– Hele fortællingen om ham er også fantastisk. Fra at være en late bloomer til til at blive en kæmpe profil og leder på det her hold, der ender med at vinde guld. Det kan næsten ikke skrives bedre, lyder det fra Kofod.

I anledning af at det i år er ti år siden, vi vandt det danske mesterskab, er der invitereret til jubilæumskamp på søndag den 15. maj. Her skal Superligaholdet møde Vejle, og undervejs skal guldholdet fra 11/12 fejres.
Dagen sluttes af med en optræden fra KESI.

Arrangementet er stablet på benene i samarbejde med Arbejdernes Landsbank, som har været partner i klubben siden netop guldsæsonen.

Du kan købe din billet til jubilæumskampen her.