Imponerende storsejr mod Fortuna Hjørring i sæsonens sidste hjemmekamp

Kategorier

Foto: Rune Mathiesen / Gonzales Photo

Sæsonens sidste hjemmekamp i Gjensidige Kvindeligaen endte med en imponerende sejr på 4-0 til FC Nordsjælland mod de nykårede pokalmestre fra Fortuna Hjørring.  

Både FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring havde rigeligt at spille for, da de lørdag eftermiddag trådte ind på Right to Dream Park. De nykårede pokalvindere fra Fortuna Hjørring var tvunget til en sejr, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at vinde mesterskabet, mens vi ligeledes skulle skulle have point for stadig at have 3. pladsen inden for rækkevidde inden sæsonens sidste to kampe.

Men der var ingen nerver at spore hus hjemmeholdet. Allerede efter tre minutter bragte Karen Linnebjerg os i front, da hun opsnappede en bold fra Clare May Wheeler og resolut sendte en afslutning afsted uden for feltet. Afslutningen blev rettet af undervejs og snød målmand Adelaide Gay i Fortuna Hjørring-målet.

Kampen bølgede herefter frem og tilbage og efter et kvarter havde Fortuna Hjørring en fin mulighed for at bringe balance i regnskabet. Men Carly Nelson diskede op med en fin redning i FCN-målet.

Efter 22 minutter var det så vores tur til at vise tænder. Ashley Riefner blev spillet godt afsted i venstre side og sendte en god afslutning mod mål, som strøg lige ved siden af fjerneste stolpe.

Gæsterne havde bolden mest, men vi stod solidt i forsvaret og pokalmestrene kom ikke til de store målchancer. Derfor kunne vi gå til pause foran 1-0.

Dobbeltredning og Skarpe indskiftere
I anden halvleg kom gæsterne ud med et mere offensivt udrtryk. Det var tydeligt, at de var tvunget til sejr, hvis de skulle have mulighed for at hente HB Køge på 1. pladsen.
Efter 55 minutter var de da også tæt på at udligne, men Carly Nelson stod igen i vejen – denne gang med en flot dobbeltredning.

Fortuna Hjørrings høje pres betød dog også, at de gav mere plads bagrummet. Det udnyttede vi på en flot omstilling efter 69 minutters spil, da indskiftede Jóhanna Fossdalsá med en smuk yderside spillede Mariah Lee alene afsted mod  Adelaide Gay i Fortuna Hjørring-målet. Lee svigtede ikke og kunne sende bolden ind til stillingen 2-0.

Herefter var det som om, at gassen gik lidt at ballonen for gæsterne. Og efter 82 minutter kunne indskiftede Emilía Ásgeirsdóttir stikke en kniv i Fortunas mesterskabsdrømme med et flot lob, som krydsede stregen inden bolden blev clearet.

Og allerede to minutter senere gjorde endnu en indskifter, Adina Giurgiu, det helt onde ved gæsterne, da hun omsatte et flot angreb til 4-0

Der var sågar optræk til flere FCN-scoringer, men det blev ved de fire mål. Dermed lever drømmen om en tredjeplads stadig for FC Nordsjælland, som efter dagens sejr kun er to point efter Brøndby på tredjepladsen, som dog har spillet en kamp mindre.

Den overbevisende sejr betød selvsagt, at det var en ovenud tilfreds træner Carmelina Moscato, der udtalte sig efter kampen

– Jeg er så stolt af pigerne i dag. De leverer en helt igennem fantastisk indsats. Jeg kan ikke sætte en finger på præstationen. Vi står meget stærkt defensivt og slår til offensivt, når vi har chancen. Så det var meget imponerende det, jeg så fra pigerne i dag.

I anden halvleg gjorde indskifterne en stor forskel, da både Adina Giurgiu og Emilía Ásgeirsdóttir scorede, mens Jóhanna Fossdalsá blev noteret for en assist. 

– De gør en forskel. Og det er derfor, at vi hellere vil kalde dem, der sidder på bænken for “game changers” i stedet for udskiftere. Det var stærkt at se, hvordan de kom ind og tog fat i kampen fra første minut.

Moscato lover desuden alle FCN-fans, at de går efter 3. pladsen indtil det sidste.

– Det kan jeg love alle, ja. Vi jagter denne her tredjeplads – og det gør vi til det allersidste!



Kampfakta:

FCN-FOR

1-0 (‘3) Karen Linnebjerg Knudsen
2-0 (‘69) Mariah Lee
3-0 (‘82) Emilía Kiær Ásgeirsdóttir
4-0 (‘84) Adina-Sabina Giurgiu


Næste opgør i Gjensidige Kvindeliga er fredag den 27. maj klokken 19 ude mod Brøndby IF.