Fossdalsá efter slutrunde: Jeg kan tage meget med fra landsholdet til FCN

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Jóhanna Fossdalsá har netop været med U17-landsholdet til EM. Nu er hun tilbage i Farum, hvor hun er klar til at bringe landsholdserfaringen med på banen til FCN’s sidste tre kampe i sæsonen.

16-årige Johanna Fossdalsá har været fraværende i vores seneste to kampe i Gjensidige Kvindeligaen. Det skyldes hverken en skade eller karantæne, men derimod en EM-slutrunde for det danske U17-landshold, som Fossdalsá var en del af.

Nu er Fossdalsá tilbage i vante omgivelser og hun er mere end klar til igen at bidrage i FC Nordsjællands sidste tre kampe i sæsonen. Faktisk mener Fossdalsa, at hun kan tage en masse erfaring med fra den netop overståede U17-slutrunde til spillet på banen i Gjensidige Kvindeligaens sidste tre kampe.  

– Det er dejligt at være tilbage i klubben igen og træne med pigerne. Jeg glæder mig vildt meget til de sidste tre kampe i sæsonen og jeg er sikker på, at jeg kan tage nogle ting med fra landsholdet til klubben. Til en slutrunde er der meget pres på, og man lærer at håndtere presset og spille under det. Så det synes jeg, at man lærer rigtig meget af. Ligesom jeg også skal tage en del ansvar, når jeg er afsted med landsholdet, hvor jeg er en del af en anfører-gruppe. Så det med at tage ansvar bringer man også naturligt videre til klubholdet.

En ære at repræsentere Danmark
Personligt er “Jo” stolt over at være en del af det U17-landshold, der netop har spillet EM slutrunde i Bosnien-Hercegovina. Her blev det til en sejr, en uafgjort og et nederlag, hvilket desværre ikke var nok til videre avancement til semifinalen. 

– Vi kom desværre ikke videre fra gruppen, hvilket selvfølgelig er ærgerligt. Men jeg er rigtig stolt over at kunne repræsentere Danmark til en slutrunde. Det er virkelig stort for mig og en meget stor ære.  At være med til en slutrunde med ens landshold er jo noget, man kun kan drømme om.

Fossdalsa glæder sig til igen at komme i aktion for FC Nordsjælland og er opsat på at slutte sæsonen godt af. 

– Vi har tre vigtige kampe tilbage i ligaen og jeg føler, at vi har haft nogle rigtig gode træninger i denne her uge. Så jeg synes, at vi er helt klar til at spille noget god fodbold i sæsonens sidste tre kampe startende fra på lørdag mod Fortuna Hjørring.

Kampen mod de nykårede pokalmestre fra Fortuna Hjørring spilles i Right to Dream Park på lørdag den 21. maj klokken 14.
Billetter til kampen kan købes her.