Flemming P.: Vi skabte chancer – og mærkede kærligheden

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

FC Nordsjælland var bagud to gange i Aarhus, men med scoringer af Simon Adingra og Benjamin Nygren endte det 2-2 mod AGF i sæsonens sidste Superliga-kamp.

Dermed er Flemming Pedersens tropper ubesejrede i de seneste ni kampe, og 2-1-nederlaget til OB i begyndelsen af april blev holdets eneste nederlag i forårets slutspil.

Cheftræneren er imidlertid stadig ærgerlig over, at det ikke blev til tre point i sæsonens allersidste kamp.

– Når vi spiller simpelt med få berøringer, så får vi ramt AGF rigtig godt og skabt chancer. Vi fik skabt gode muligheder i begge halvlege, men specielt i første. Havde vi scoret 3-4 mål før pausen, ville ingen kunne have sagt noget til det. Kreeringen af de chancer var vi godt tilfredse med, fortæller Flemming Pedersen efter 2-2-opgøret og tilføjer:

– Til gengæld tillod vi alt for mange kontramuligheder til AGF. Det var vi ikke tilfredse med, så det blev et af hovedpunkterne i pausen. Det blev bedre i anden halvleg, men stadig ikke i den grad, vi ønskede. Selvom vi angriber og er spilstyrende, skal vi stadig være bedre til at neutralisere deres kontra. Generobringsspillet var ikke godt nok.

– Gameplanen var at holde tempo og med højt pres. At komme ind og spille på siden af Nicolai Poulsen – og så have de der modsatrettede bevægelser fremme på banen, som vi var så gode til i den første halve time mod Vejle. Det var der meget fokus på. Det kunne ses i glimt, men det lykkedes ikke lige så godt i dag.

Første mål af Nygren – og kærlighed fra fansene

Det udlignende mål stod svenske Benjamin Nygren for i det 77. minut. Dermed blev han noteret for sin første scoring i FCN-trøjen – til stor glæde for både ham selv, holdkammerater og stab.

– Det var rigtig dejligt at se ham heade den i kassen. Og befriende for Benjamin selv. Han har haft nogle gode muligheder tidligere, og i dag lagde han ud med at have både en afslutning på stolpen og et flot frispark på underkanten af overliggeren. Derfor var det dejligt at se ham score på det hovedstød efter et fantastisk indlæg fra “Jaxe”, der sad lige i panden. Nu håber vi, at han har fået hul på bylden, for vi ved, at der er mål i ham, lyder det fra Flemming Pedersen.

Efter udligningen kunne de medrejsende fans se cheftræneren tage midtbanespiller Jacob Steen Christensen ud og sætte angriber Mads Kristian Hansen ind. Grunden var simpel. De gulblusede FCN’ere gik efter sejren.

– Det var fantastisk at se to fanbusser tage herover, og vi forsøgte at jagte sejren til både dem og os selv til det sidste – bl.a. med en offensiv indskiftning efter udligningen. Vi mærkede kærligheden, selvom vi ikke vandt, og det betyder rigtig meget.