Flemming P.: 100 procent tro på tingene

Kategorier

Foto: Lasse Lagoni / Gonzales Photo

Trods en time i undertal bød FC Nordsjælland onsdag aften SønderjyskE op til dans i Haderslev, og med Magnus Kofod Andersens hovedstødsmål kort før tid blev det endda til et hårdt tilkæmpet point med 1-1 på måltavlen.

FC Nordsjælland startede onsdagens udekamp mod SønderjyskE med stor boldbesiddelse og kontrol over begivenhederne, men forudsætningerne i jagten på en sejr blev ændret efter en halv times spil, da Adamo Nagalo blev præsenteret for dommerens røde kort.

De gulblusede FCN-spillere fortsatte dog forsøget på at holde fast i bolden i stedet for at fokusere fuldt ud på at forsvare.

– Der var stor forskel på vores tilgang i dag og så kampen i Vejle, hvor vi også spillede i undertal, fortalte cheftræner Flemming Pedersen efter slutfløjtet.

– Dels var der en god bane at spille på i dag – der kunne spilles hurtigt – og dels ville vi gerne prøve at fortsætte med at spille mod SønderjyskE i stedet for blot at forsvare, da vi syntes, at vi havde fået en rigtig god start. Vi ville gerne have haft nogle flere afslutninger, men vi kunne virkelig spille med dem.

”Træk lige vejret”

Da FCN blev reduceret til 10 mand, blev midterforsvarer Jonas ”AJ” Jensen-Abbew straks bedt om at trække i kamptrøjen, mens midtbanespiller Jacob Steen Christensen vikarierede ved siden af Kian Hansen.

Men den plan blev ændret kort efter.

– Vi var jo tæt på at skifte ”AJ” ind, da vores første tanke var, at vi selvfølgelig skulle have en stopper på banen, nu hvor vi manglede Nagalo. Men så fik vi en melding fra vores analytiker, Thor, som sagde: ”Træk lige vejret. Lad os lige fortsætte lidt med ”Jaxe” dernede.” For vi spillede nogle gode minutter og kunne holde fast i at være med i kampen på bolden frem for udelukkende at fokusere på at forsvare.

– Vi kunne se, at det så fint ud og besluttede derfor i første omgang at køre videre til pausen. 10 mod 11 havde vi også en stor chance til Benjamin Nygren, og der var optræk til nogle muligheder.

– I pausen kunne vi mærke, at der var virkelig stor tro på tingene. At vi godt kunne vinde. Vi vidste, at det ville blive hammer hårdt, for vi skulle selvfølgelig løbe nogle ekstra meter for hinanden – nøjagtig ligesom i Vejle – men vi ville ikke gå lige så dybt. Vi ville se, om vi kunne spille lige op med dem 10 mod 11.

Både trænere og spillere ville fortsætte

– Det kunne vi på mange måder, men ikke helt. De var bedre end os 11 mod 10 og fik sat nogle gode gennembrud sammen – og scorer også et godt mål. Så vi var udfordrede, men vi forsøgte også hele tiden at udfordre den anden vej. Og så kæmpede spillerne bare en vis legemsdel ud af bukserne.

– Selvom vi kom bagud, var der 100 % tro på tingene. Vi ville fortsætte ude på bænken, og vi fik meldinger fra spillerne om, at det ville de også. Uden at forcere, for så åbnede vi for meget, og vi fik også sat nogle gode angreb sammen. Samtidig kunne vi mærke, at SønderjyskE blev mere påpasselige og ville beskytte føringen.

– Vi havde forberedt, hvordan vi ville satse fra det 85. minut, hvis vi stadig ikke havde fået udlignet, men det fik vi heldigvis ikke brug for. Omvendt havde vi også forberedt at sætte ”AJ” ind og gå i 5-3-1-formationen, hvis vi udlignede. Der var rigtig god afstemning mellem trænerstab og spillertrup.

Midtbanespillere med mål i

I omklædningsrummet efter kampen blev det bemærket, at Kofods scoring blev sat ind med hovedet. Men det var ikke den eneste detalje, der var værd at fremhæve om målet, fortæller Flemming Pedersen.

– Inden kampen mod OB havde vi kun lykkedes med at score ét mål, hvor målscoreren i scoringsøjeblikket var placeret i en position på midtbanen. Op til den kamp siger midtbanespillerne med Kofod i spidsen så: ”Det skal være løgn. Vi laver to mål i de sidste fire kampe.”

– I søndags satte vi Schjelderup ind på midten, og han scorede. Og i dag scorede ”Kof” så som midtbanespiller. De skulle åbenbart pirres lidt, og nu har de allerede scoret de to mål, de havde lovet, lød det fra cheftræneren med et smil, inden han fortsatte:

– Spillerne har et sundt mindset. Ingen selvmedlidenhed. Det ord bruger vi slet ikke. Det er videre, det er videre, det er videre. Der er bare en god mentalitet i truppen.

Næste opgave er allerede på søndag. Det er sidste hjemmekamp i denne sæson, modstanderen er Vejle, og vi hylder guldholdet fra 2012 i pausen af opgøret, da de har 10-års jubilæum.

Efter slutfløjtet griber KESI mikrofonen og slutter jubilæumsfesten af med en række af sine største hits – præsenteret i samarbejde med Arbejdernes Landsbank. Der er kickoff kl. 14.00 – se hele programmet for dagen her.

>> Køb din billet til på søndag via billet.fcn.dk – tryk her