Femte sejr i streg for U19-holdet

Kategorier

Fredag eftermiddag vandt FC Nordsjællands U19-drenge den femte sejr på stribe, da lokalrivalerne fra Lyngby blev slået 4-1 på udebane.

Det går godt for U19-drengene. Mens de fleste danskere sad derhjemme og spiste hveder, spillede de fredag eftermiddag lokalderby mod Lyngby på udebane. Og her blev det til en overbevisende sejr på 4-1. Den femte i streg for drengene, som dermed rykker op på 3. pladsen i ligaen.

Det var derfor ikke overraskende en yderst tilfreds Kasper Kurland, der evaluerede kampen efterfølgende.

– Kæmpe stor ros til spillerne. En derbysejr på 4-1 mod et Lyngbyhold, som kommer med fire sejre i ryggen og er ubesejret i de seneste fem. Så det er virkelig stærkt, at vi igen får samlet et så godt udtryk, som vi viser i dag.

Vi kom hurtigt foran med både 1-0 og 2-0 ved Yannick Agnero og William Kumado. Og Kurland var meget tilfreds med særligt presspillet hos spillerne.

– Vi er i fin kontrol i første halvleg og scorer to gode mål efter to rigtig gode pressituationer, hvor vi stjæler bolden højt. Til gengæld kommer vi ikke så godt ud til anden halvleg. Vi bliver presset og sætter også os selv under pres. Men så scorer vi et rigtig fint mål til 3-0. Derfra er det lige som om, at vi går en lille smule i stå og bliver lidt for tilfredse. Vi bliver lidt for passive og lukker dem ind, så de faktisk får en hel del chancer. Men vi lukker heldivis kun det ene mål ind, som de får scoret i den periode.

– I den sidste del af kampen får vi mere fokus på igen og scorer målet til 4-1. Så alt i alt en stærk præstation af drengene, som skal have stor ros for sammenholdet. Nu ser vi frem mod at tage til FCK på tirsdag. Vi skal samle kræfter, så vi er klar til at give fuld gas i den kamp også, lyder det afslutningsvist fra Kasper Kurland.

Kampfakta:

Lyngby-FC Nordsjælland

0-1 (‘23) Mel Yannick Joel Agnero
0-2 (‘25) William Kumado
0-3 (‘54) Mel Yannick Joel Agnero
1-3 (’69) Zean Peetz Dalügge
1-4 (’90) Conrad Harder

Næste kamp for U19-drengene er ude mod FCK tirsdag den 17. maj klokken 18.