Dramatisk pointdeling i Kvindeligaen

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Det blev til et enkelt point, da vi fredag aften mødte Brøndby i Gjensidige Kvindeligaen.

Der var vigtige point på spil, da vi fredag aften mødte Brøndby i Gjensidige Kvindeligaen. For med en sejr ville vi overhale Brøndby i tabellen og for alvor bringe os med i kampen om bronzemedaljerne. En sejr blev det dog ikke til, men derimod et enkelt point, da Dajan Hashemi udlignede til 1-1 på kampens sidste spark.

Brøndby startede bedst og vi havde svært ved at få sat spillet ordentligt sammen.
Men efter syv minutter havde vi alligevel kampens første chance, da et indlæg sejlede hele vejen over Brøndbys forsvar og endte hos Ashley Riefner, der satte hovedet på bolden. Vinklen var dog en kende for spids og voldte ikke problemer for Naja Bahrenscheer i Brøndby-målet.

Riefner var igen på spil efter 20 minutter, og denne gang var afslutningen mere kvalificeret. Bahrenscheer diskede dog op med en fremragende redning. Allerede minuttet efter opstod der en ny stor chance, da Nikoline Dudek sendte et flot indlæg ind i Brøndby-feltet. Her stod Ashley Riefner atter klar, men denne gang var det dog overliggeren, der stod i vejen.

Efter 33 minutter kom det første mål – desværre bare ikke i den rigtige ende.
Malou Rylov modtog bolden i en fri position uden for feltet og sendte resolut en afslutning afsted. Bolden sneg sig akkurat ind over stregen, og dermed var hjemmeholdet pludselig i front.

Det blev ved det ene mål i de første 45 minutter, og vi kunne derfor gå til pause bagud 0-1.

Afgørende scoring i sidste sekund
I anden halvleg kom Brøndby igen bedst ud af starthullerne. Efter 10 minutter var der optræk til halvlegens første store chance til hjemmeholdet, men kaptajn Jessica Davis kom i vejen. Minuttet efter var det vores tur til at vise tænder, men også her blev afslutningen foran mål blokeret i sidste sekund.


Efter 68 minutter var indskiftede Sofie Tranholm tæt på at opsnuse en løs bold ved bagerste stolpe, men igen var Bahrenscheer vaks i Brøndby-målet.

Brøndby stod solidt defensivt, og det lignede længe, at værterne ville trække sig sejrrigt ud af kampen. Men i de døende sekunder kunne Dajan Hashemi sætte indersiden på et fremragende indlæg fra Nikoline Dudek. Det var kampens absolut sidste detalje, da dommeren fløjtede kampen af umiddelbart efter. Dermed endte kampen uafgjort. Et resultat, der både ærgrede og glædede cheftræner Carmelina Moscato.

– Vi viser, at vi spiller til allersidste sekund i dag. Det var flot kæmpet af pigerne. Jeg synes egentlig, at vi fortjener mere end det ene point, men når udligningen kommer så sent, kan jeg heller ikke tillade mig at være alt for skuffet.

Generelt var Moscato glad for det udtryk, hun så fra sine spillere fredag aften.

– Jeg synes, at vi dominerer kampen og generelt er mest på bolden. Vi viser et godt udtryk i dag og det er jeg rigtig stolt af. Og når man ser, at noget, vi har øvet så mange gange på træningsbanen lykkes i sidste sekund, er det selvfølgelig fantastisk.

Med det ene point er vi fortsat to point efter Brøndby på 3. pladsen inden sidste runde – og derfor er 3. pladsen stadig en mulighed. Både Kolding IF og FC Thy-Thisted Q kan dog gøre drømmen om bronze umulig, hvis et af holdene lørdag tager tre point.

Kampfakta:

BIF-FCN
1-0 (‘34) Malou Rylov
1-1 (‘90) Dajan Hashemi

Sidste runde i Gjensidige Kvindeliga spiller på lørdag den 4. juni klokken 14, hvor vi møder FC Thy-Thisted Q på udebane.