Afgørende sidste kamp for U19-drengene

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Lørdag har U19-holdet mulighed for bronzemedaljer, når de i sæsonens sidste hjemmekamp møder AGF.

En lang sæson når sin ende, når U19-drengene lørdag spiller sidste kamp hjemme mod AGF. En kamp, der har betydning for, om vi ender med en bronzemedalje, eller må tage til takke med en 4. eller 5. plads.

Der er altså lagt i kakkelovnen til lidt af en gyser lørdag eftermiddag på bane 4.

– Nu står vi foran den sidste kamp. En sidste mulighed for at vinde bronze og derigennem kvalificere os til de nordiske mesterskaber i december. Det er jo store mål for os, så vi vil gøre alt for at gå ud og vinde den kamp. Vi kan godt klare os med nogle andre resultater, men vores mindset er, at vi skal ud og vinde. Vi skal ud og give den gas og slutte godt af, lyder det fra Kurland, som ser tilbage på en sæson, der har budt på både op- og nedture.

– Det har været en meget lærerig sæson. Vi har prøvet nogle ting, som vi ikke har prøvet før. Det var nok den dårligste opstart, jeg kan huske, hvis vi ser på kampe og udtryk. Vi vidste simpelthen ikke, hvor vi stod, da vi startede, fordi vi slet ikke præsterede i vores træningskampe. Så vi skulle finde et afsæt i holdets tilstand og få lavet en plan.

– Vi tabte 0-7 til FCK i en træningskamp inden sæsonen. Men til gengæld har vi slået dem i begge kampe – som det eneste hold – i ligaen. Og det synes jeg egentlig er et godt billede på, hvordan vi har udviklet spillerne og igennem spillerne fået udviklet holdet til at kunne få et langt bedre og meget tydeligere FCN-udtryk i alle dele af vores spil.

– Det har også gjort, at vi her til sidst har fået sat en super god stime sammen. Før kampen i weekenden mod Randers havde vi en stime på otte ubesejrede kampe og seks sejre i træk. Og det er jo et udtryk for, at vi har rykket os sammen – både spillerne og os som trænere.

Kampen mod AGF er åben for tilskuere. Den spilles klokken 13 på bane 4, eftersom der anlægges ny bane i Right to Dream Park.