50-kamps jubilaren Diomande: En rigtig god milepæl for mig

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Mohamed Diomande kunne sætte hak ud fra 50 spillede kampe for FC Nordsjælland, da han i seneste kamp mod Viborg blev skiftet ind i det 71. minut.

Da Mohamed Diomande løb på banen i stedet for Magnus Kofod Andersen i fredagens kamp mod Viborg, var det ikke en hvilken som helst kamp for vores 20-årige midtbanespiller.

Hans indhop betød nemlig, at han nu kan skrive 50 FCN-kampe på CV’et.
‘Dio’ fik Superliga-debut for FC Nordsjælland i februar 2020 efter at han kort forinden var flyttet til Danmark fra Right to Dream akademiet i Ghana. Siden da er det blevet til fire mål og fem assist fra Diomande, som er glad for at have nået den første milepæl i FC Nordsjælland. 

– Det er en god følelse. FC Nordsjælland er en klub fyldt med talent og potentiale, så at jeg nu har spillet 50 kampe, betyder selvfølgelig rigtig meget. Det er en rigtig god milepæl for mig, for jeg vil altid gerne spille så mange kampe som muligt.

“Dio” startede som lyn og torden, men er sidenhen blevet sat lidt tilbage på grund af en drilsk skade. 

 – I begyndelse kørte det hele på skinner og jeg spillede rigtig meget. Da jeg så fik den slemme skade mod SønderjyskE, satte det mig langt tilbage og jeg skulle kæmpe for bare at kunne træne.

Derfor havde Diomande faktisk også forventet at nå 50 kampe for FCN tidligere, end tilfældet var. 

 – Jeg havde regnet med, at jeg ville have nået 50 kampe tidligere, men skader satte lidt en stopklods for det. Det var den første seriøse skade, jeg havde fået, men jeg har lært utroligt meget af den tid, hvor jeg var ude. Det viste mig, at professionel fodbold ikke kun handler om det, du gør på banen, men at det arbejde, du udfører uden for banen, er lige så vigtigt. 


Målrig debut og fremtidsplaner
Et af de mål, der står klarest i erindringen hos Diomande, er det, han scorer i udekampen mod AaB i sæsonen 20/21.

– Jeg husker en udekamp mod AaB, hvor jeg følte, at jeg lykkedes med nærmest alt og scorede. Det var et godt mål, som kom ud af flot spil fra bagkæde, hvorefter jeg tog et dybt løb og sparkede bolden forbi AaB-keeperen.

Derudover fremhæver “Dio” sin målrige debut som et minde, der altid vil være indprentet i hukommelsen. 

– Debuten vil jeg selvfølgelig altid tænke tilbage på. Det var min første kamp for klubben og vi vandt 6-0, så alt var jo fantastisk den dag. Allerede samme dag havde fansene en sang klar for mig, hvilket satte en aftryk i mig og jeg følte mig meget velkommen. 

Mohamed Diomande drømmer om at komme til at spille europæisk fodbold med FC Nordsjælland i fremtiden. 

– Man kan aldrig forudse, hvad er kommer til at ske, men uanset hvad, kommer jeg til at give alt for klubben. Jeg har altid drømt om at blive professionel fodboldspiller, så at have spillet 50 kampe nu er selvfølgelig stort. Mit fokus vil altid være at spille så mange kampe som muligt. 

– Hvis vi kigger langt frem, så er min drøm at spille europæisk fodbold – og hvis det kan være her i Farum, så vil det være kæmpestort.

Næste opgave for Mohamed Diomande og resten af FC Nordsjælland-truppen bliver på søndag den 8. maj hjemme i Right to Dream Park mod OB.
Billetter koster 50 kroner og kan købes her