Point-deler og målrigt opgør i Kolding

Kategorier

Foto: Kent Rasmussen / Gonzales Photo

Der var drama, godt spil og flotte mål, da vi mandag aften spillede 2-2 på udebane mod Kolding IF.

Det tætpakkede kampprogram i Gjensidige Kvindeliga gjorde, at det ikke var blevet til mange dages restitution, da FC Nordsjælland mandag eftermiddag var på besøg i Kolding. Men det var ikke til at se på spillet.

En meget jævnbyrdig første halvleg bølgede frem og tilbage, men det var os, der først kunne få nettet på Autocentralen Park til at blafre. Efter flot opspil kunne Emília Ásgeirsdottír skyde bolden de sidste meter ind bag Sofie Nielsen-Grøn i Kolding-målet. Dermed kunne vi gå til pause foran 1-0.

Anden halvleg skulle vise sig at blive væsentligt mere målrig. Der var spillet 10 minutter, da Kolding IF skabte balance i regnskabet. Lidt klumpspil efter et hjørnespark endte hos Solveig Andersen, der kunne sende bolden i mål.

Herefter skulle vi helt frem til det 80. minut før jublen igen kunne bryde ud på Autocentralen Park. Et højt indlæg fra højresiden røg hele vejen over til indskiftede Princess, som dog måtte se sit forsøg blive blokeret i to omgagne. Heldigvis var Dajan Hashemi vaks og kunne sætte bolden ind til en 2-1 føring.

Målscoringen i Kolding var ikke slut – desværre for os. For i det 89. minut sendte Signe Boysen et velplaceret skud afsted mod Carly Nelson, der ikke havde nogen chance for at gøre noget ved den bold. 2-2 og hjemmeholdet var igen tilbage i kampen.

I de døende sekunder havde Kolding IF endda mulighed for at gøre det helt onde ved os, men Carly Nelson var heldigvis vågen i målet. Dermed endte kampen 2-2.

Cheftræner Carmelina Moscato var selvsagt ærgerlig over, at vi ikke formåede at holde fast i føringen og tage tre point med tilbage til Farum.

– Vi er rigtig ærgerlige over den sene udligning, men de havde meget af spillet i de sidste minutter. Det er vigtigt, at vi tager kampe og præstationer som den i dag med os og lærer af dem. Nu skal vi fokusere på at forbedre kvaliteten, få restitueret godt og sikre en god performance i næste kamp.

Ifølge Moscato kunne det tætpakkede kampprogram godt mærkes i bene hen imod slutningen af kampen.

– I anden halvleg kunne vi godt mærke, at benene blev lidt tungere. Det er ikke mange dage siden, at vi spillede sidst, så det er der ikke noget at sige til. Den gode nyhed er, at vi får flere dage til at komme os nu. Så vi er klar og sultne til, når vi skal møde Brøndby på fredag, lyder meldingen fra vores cheftræner.


Kampfakta:

KIF-FCN

0-1 (‘44) Emilía Ásgeirsdottír
1-1 (‘55) Solveig Andersen
1-2 (‘80) Dajan Hashemi
2-2 (‘89) Signe Boysen

Næste opgør i Gjensidige Kvindeliga er på fredag, når vi hjemme i Right to Drean Park får besøg af Brøndby IF. Kampen fløjtes igang klokken 19.00 og billetter til kampen kan købes her