Målrigt reserveholds-derby mellem Lyngby og FC Nordsjælland

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

Et målrigt reserveholds-derby mellem FC Nordsjælland og Lyngby endte med en sejr på 5-3 mandag eftermiddag.

Det var ikke mål, der manglede, da FC Nordsjælland mandag eftermiddag var en tur forbi Lyngby Stadion, hvor Lyngby BK ventede i reserveligaen.

Allerede efter 20 minutter stod kampen 2-2 og så var scenen ligesom sat.
Første halvleg bølgede frem og tilbage og bød på flere store chancer til begge hold. Det var derfor ikke misvisende, at det ved pausen stod 3-3 efter en scoring af Diomande og to Lyngby-selvmål. 

I anden halvleg satte vi os på kampen og kunne hurtigt bringe os i front 4-3 efter flot opspil af Francis Abu, der lagde bolden fladt ind foran mål, hvor Benjamin Nygrens afslutning ramte en Lyngby-spiller og strøg i mål.

Efter en times spil var det Leo Walta, der efter en fornem sparkefinte fik Lyngbys målnet til at blafre til stillingen 5-3, hvilket også blev kampens resultat.

Assistenttræner Frank Hjortebjerg var fint tilfreds med dagens kamp, selvom første halvleg var tæt på kaotisk. 

– En lidt mærkelig første halvleg med nogle skøre mål. Det handlede egentlig ikke om strukturen, men mere om nogle lidt sløje beslutninger og dårlige valg fra begge holds side. Præstationen fejlede som sådan ikke noget, men begge hold sløser for meget, og så bliver der lavet seks mål.

Anden halvleg var ifølge Hjortebjerg bedre fra FCN’s side.

– Vi får rettet det fint til i pausen og får barberet fejlene væk. Så det er en fin anden halvleg.

Generelt roser Frank Hjortebjerg spillerne for at holde højt tempo gennem store dele af kampen.

– Jeg synes, at vi var gode til at holde et højt tempo, hvilket har været kendetegnet for os i reserveligaen. Vi forsøger hele tiden at spille nogle kampe med så meget tempo og intensitet som overhovedet muligt. Og det synes jeg også lykkedes i dag.

I løbet af kampen fik flere U19-spillere også minutter på banen, og Frank Hjortebjerg var fint tilfreds med det, han så fra de unge gutter.

– Jeg synes, at de gør det rigtig fint. Vi er jo så tæt på hinanden i hverdagen, så det er ikke noget problem for dem at være med. De ved jo, hvordan vi gerne vil spille, og hvordan vi gerne vil løse de forskellige faser. Så de stepper bare ind og giver den gas – det gjorde de også i dag og det er også sådan, det skal være.