Flemming P. efter remis: Vi skal være skarpere offensivt 

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Trods stort spilovertag måtte vi i dag nøjes med det ene point, da vi var på besøg i Viborg. Efter kampen var det både en skuffet og glad Flemming P. som satte ord på dagens 1-1 resultat. 

– Det var en rigtig god præstation, men for at det er en toppræstation, skal vi scorer flere mål end det ene. Vi skal være skarpere i vores indlæg, vores løb i boksen og i vores afslutningsspil, fortæller Flemming P. og fortsætter:

– Det føles lidt som et nederlag, men omvendt har vi en rigtig god følelse, da vi igen kan genkende os selv i vores spil. Vi ligner igen nogle af tidligere tiders gode FCN-hold. Det er noget, som vi har arbejdet rigtig meget på i 2022. Specielt arbejdet i spillet helt nedefra og spille igennem modstanderens pres både centralt og på kanterne. Det ser vi også i dag, hvor vi har rigtig mange gode situationer, hvor vi lykkedes i de aspekter.

Igennem hele kampen stod vores defensiv rigtig stærkt, hvor Viborg blev holdt til meget få chancer. Noget, som Flemming P. er meget tilfreds med.

– Det har rigtig meget at gøre med vores genpres og gode offensive positioner. Vi har nogle små udfald i det i slutningen af første halvleg, hvor Viborg fik to-tre gode indlæg fra deres gode venstreside. Men ellers spillede vi en rigtig god defensiv kamp.

Flot støtte fra fansene

Igen i dag var der flot fremmøde i udebaneafsnittet, og det er noget, som gør et indtryk på vores cheftræner.

– Det var igen virkelig fedt at se den flotte opbakning fra fansene, og derfor var det også ekstra ærgerligt, at vi ikke kunne give alle de medrejsende fans alle tre point. Vi har fire kampe tilbage og vi har alt at spille for, så vi håber at se alle igen i næste weekend, afslutter Flemming P.

Som Flemming siger ovenover, så venter der os fire meget vigtige kampe i den resterende del af Kvalifikationsspillet. Næste kamp er søndag d. 8. maj, hvor OB kommer på besøg i Right to Dream Park. Så hop ind på billet.fcn.dk og køb din billet til kampen!