Flemming P. efter forløsende hjemmesejr: Har hungret længe efter det

Kategorier

Forløsningen var stor, da dagens dommer fløjtede kampen af, og vi havde sikret os en vigtig 2-0-sejr på hjemmebane mod SønderjyskE. Efter kampen var cheftræner Flemming Pedersen også meget glad og tilfreds.

– Det var en dejlig og forløsende følelse efter kampen, starter Flemming P. og fortsætter:

– Vi har hungret længe efter at give fansene, partnere og alle medarbejdere i både Right to Dream og FC Nordsjælland en sejr – så sejren i dag vil jeg gerne dedikere til alle de førnævnte. Alle har været så vedholdende, stået fast og vist deres opbakning hele vejen igennem. 

I det 29. minut gjorde Oliver Antman det til 1-0 efter et rigtig flot oplæg fra Lasso Coulibaly, som udnyttede en mindre fejl i SønderjyskEs venstre side. I anden halvleg gjorde anfører Kian Hansen det til 2-0, da han kom højest på et hjørnespark og headede bolden ind bag Lawrence Thomas i SønderjyskE-målet.

Generelt sad vi rigtig fint på spillet i dag og samtidig viste spillerne en imponerende disciplin i de defensive aktioner, fortæller Flemming Pedersen.

– Jeg synes, vi løste det rigtig godt. Vi var dygtige til at holde tempo i spillet og fik SønderjyskE ud at løbe. Vi havde en god variation i at spille kort imellem deres kæder og nogle gange spille længere bolde.

– Samtidig spillede vi også med den nødvendige risiko. Der var nogle momenter i starten af første halvleg, hvor SønderjyskE havde mulighed for nogle kontraer, men der viste spillerne den nødvendige disciplin og kom hurtigt tilbage i position og stoppede SønderjyskE i deres spil. Så der blev virkelig investeret i en masse løb, som var med til at åbne SønderjyskE i deres organisation. Netop dette viste vi i situationen ved 1-0-målet, hvor vi holdte tempo i spillet. 

– Defensivt lukkede vi rigtig fint af, hvor specielt Andreas Hansen har tre meget, meget vigtige redninger (se dem i videoen ovenfor, red.). Men overordnet set var det en disciplineret indsats rent forsvarsmæssigt. 

– Vi havde forberedt spillerne på, at SønderjyskE ville være farlige på de offensive dødbolde – og her så vi også en meget disciplineret præstation.

– Sidst vi mødte SønderjyskE på hjemmebane, gav vi 16 standardsituationer væk, men i dag var spillerne meget kloge i deres direkte dueller, hvor de ikke begik frispark på farlige steder på banen.

Allerede på mandag venter der endnu et meget vigtigt opgør, når vi gæster Vejle på udebane.

– Det bliver en meget svær opgave – ligesom de sidste par opgør på udebane mod Vejle, hvor vi har haft det svært. Lige nu er det vigtigste, at spillerne får restitueret og spist rigtigt, så alle bliver så klar som overhovedet muligt til endnu en meget vigtig kamp, afslutter Flemming P.

Mandagens opgør mod Vejle fløjtes i gang klokken 14.00 og kan ses på Canal 9 eller Discovery+.

Du kan også tage med på Wild Tigers’ bustur til Vejle – læs mere om turen her.