Auktionen er i gang: Få fingrene i Superliga-spillernes IWD 2022-trøjer og støt et godt formål

Kategorier

Så er det nu, at du kan sikre dig et helt særligt eksemplar af FCN-trøjen og samtidig støtte et godt formål. Superliga-spillernes specialtrøjer fra International Women’s Day er netop kommet på auktion.

Hvert år når kalenderen siger 8. marts, betyder det International Women’s Day. En kampdag, FC Nordsjælland har tradition for at støtte og markere.

I år var ingen undtagelse – og denne gang gjorde vi det til International Women’s Week, hvor vi ugen igennem satte fokus på at bryde fordomme i kvindefodbold, bl.a. igennem en række videofortællinger. Se mere på fcn.dk/iwd2022.

Byd på Superliga-spillernes IWD 2022-trøjer

Ugen sluttede med en regulær fodboldfest i Right to Dream Park, hvor Superliga-spillerne hyldede Kvindeliga-holdet ved at spille med kvindespillernes navne på ryggen til Superliga-kampen mod SønderjyskE – og dagen efter løb kvinderne selv på banen i Farum til den første af to pokalsemifinaler.

Alle Superliga-spillernes IWD 2022-trøjer bliver nu bortauktioneret via odendo.dk til fordel for et godt formål – nemlig udviklingen af dansk pigefodbold.

100 % af indtægterne fra auktionen går således til en pulje, hvor FC Nordsjællands samarbejdsklubber kan ansøge om op til 5.000 kr. til projekter, der fremmer pigefodbolden i deres nærmiljø.

>> Tryk her for at komme direkte til auktionen

Trøjerne er hver især signeret af Superliga-spilleren ved nummeret og af Kvindeliga-spilleren ved navnet. På brystet er trykt #BreakTheBias, som var det globale tema for International Women’s Day i år.

Skulle du være så heldig at vinde en trøjeauktion, kan den afhentes i FCN Shoppen ved Right to Dream Park. Ønskes trøjen i særlige tilfælde fremsendt, kontakt da kommunikation@fcn.dk for oplysninger vedr. levering.