3-1-sejr og flotte mål i U19-ligaen

Kategorier

FCN’s U19-hold spillede en flot kamp og vandt torsdag 3-1 over SønderjyskE på hjemmebane.

U19-holdet tog hul på et par fantastiske fodbolddage i Farum, da de torsdag eftermiddag vandt 3-1 over SønderjyskE i Right to Dream Park.

Første halvleg var en noget rodet affære – dog med en overvægt af chancer til os. Efter 31 minutters spil gjorde Mikkel Lejbowicz det til 1-0 efter flot gennemspil i højre side.

Anden halvleg var noget bedre, og vi dominerede det meste af spillet uden at afgive store chancer til gæsterne. Derfor var det også fuldt fortjent, at vi kunne gøre det til 2-0 efter 64 minutter. Indskiftede Marco Bruhn hamrede bolden på stolpen, hvorefter den røg i ryggen på SønderjyskEs målmand og ind i mål.

Efter 81 minutter skabte Isak Steiner Jensen spænding i opgøret, da han med et flot mål udplacerede Andreas Gülstorff i FCN-målet. Men i 90. minut blev sejren cementeret på flotteste vis, da Magnus Munck fra kanten af feltet sendte et projektil op i fjerneste hjørne.  

U19-cheftræner Kasper Kurland var en glad mand efter torsdagens 3-1 sejr:

– Det var rigtig dejligt med en sejr efter to forsøg, hvor vi ikke har formået at score de mål, der skulle til. Det gjorde vi i dag. Vi kunne have scoret mere end de tre mål. Jeg synes, at vi spiller en klart bedre anden halvleg end første, hvor vores pres var usammenhængende. Men på trods af det går vi til pausen foran 1-0 efter en super aktion af Willy (William Kumado) og Lejbo (Mikkel Lejbowicz) der scorer ved bagerste stolpe.

– Anden halvleg er markant bedre. Vi fik justeret nogle ting i pausen og vi kom ud med noget helt andet. Og så må jeg rose holdets karakterstyrke. Da SønderjyskE reducerer til 2-1, går vi ikke i panik. Vi holder hovedet koldt, bliver ved med at spille og skaber stadig chancer. Det var jeg rigtig glad for at se og det var en meget moden præstation, synes jeg.

Du kan se højdepunkter fra dagens sejr ovenover.

Kampfakta:

FCN-SJE
1-0 (‘31) Mikkel Lejbowicz
2-0 (‘64) Philip Østerbæk (Selvmål)
2-1 (‘81) Isak Steiner Jensen
3-1 (‘90) Magnus Munck

Næste opgave for U19-holdet er i Pokalturneringen, hvor de allerede på mandag skal møde AB på udebane.