1-1 mod Brøndby i Gjensidige Kvindeliga trods dominans

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Fredag aften mødte FC Nordsjælland Brøndby IF hjemme i Right to Dream Park. En kamp, der endte uafgjort selvom hjemmeholdet havde overtaget det meste af kampen. 

Hvis FC Nordsjælland skulle gøre sig forhåbninger om at ende i top tre i Gjensidige Kvindeliga, krævede det, at fredagens opgør mod Brøndby IF under ingen omstændigheder måtte tabes. Og den mission lykkedes, da vi hjemme spillede uafgjort 1-1 mod ligaens nuværende 3’er.

Men det kunne dog snildt have endt med en hjemmesejr.
Efter 9 minutter kombinerede vi os flot igennem Brøndby-forsvaret, men den åbne chance løb ud i sandet, da dommeren fløjtede for offside på Johanna Fossdalsa. 

Få minutter senere havde Dajan Hashani en god mulighed, da hun efter en fremragende dribletur skød bolden i sidenettet.

Der stod generelt FC Nordsjælland på det meste af spillet. Derfor var det ikke ufortjent, at vores anfører, Jessica Davis, bragte os i front efter en indøvet hjørnesparkskombination i det 19. minut. 

Mavepuster inden pausen
Selvom der var optræk til flere store FCN-chancer inden pausefløjt, så var det Brøndby, der udlignede inden pausen, da Malou Rylov gjorde det til 1-1 i det 45. minut.

I anden halvleg tog vi ligeledes teten fra start, og efter fem minutter ramt Dajan Hashani overkanten af overliggeren på et direkte frispark.

Herefter var det som om, at tempoet gik lidt ud af kampen, og de helt store chancer lod vente på sig. Men fem minutter før tid var Kathrine Kühl tæt på at bringe os foran efter en smuk solotur. Desværre diskede Brøndbys målmand Ann-Kathrin Dilfer op med en flot redning. Derfor forblev det ved 1-1 efter 90. minutter.

Cheftræner Carmelina Moscato var efter kampen tilfreds med sine spilleres indsats.

– Jeg synes, at vi spillede en rigtig god kamp. Det var en spændende kamp og begge hold kunne egentlig have scoret flere mål. Vi mangler lige det allersidste i nogle momenter. Det jeg er mest stolt af er, at alle bidrager i dag. Vi bruger hele bænken – og alle præsterer godt.

Ifølge Moscato var det vigtigt, at man ikke tabte kampen mod Brøndby, så afstanden til tredjepladsen voksede. 

– Det var afgørende, at vi ikke tabte kampen i dag. Vi skal fokusere på os selv og det, vi kan gøre bedre. Der kommer altid nogle skæve resultater indimellem, så jeg er sikker på, at hvis vi fortsætter vores spil, så skal vi nok få sejrer og være en udfordrer til tredjepladsen. Vi tror i hvert fald på det!

Kampfakta:

KIF-FCN

1-0 (‘19) Jessica Davis
1-1 (‘45) Malou Rylov

Næste opgør i Gjensidige Kvindeliga er fredag den 29. april, når vi skal en tur til Køge hvor topholdet fra HB Køge venter.