Flemming P: Kvindefodbold har gjort mig til et bedre menneske | IWD 2022

Kategorier

Når kalenderen siger 8. marts, betyder det International Women’s Day. En kampdag, FC Nordsjælland har tradition for at støtte og markere. I år er ingen undtagelse – og denne gang gør vi det til International Women’s Week, hvor vi ugen igennem sætter fokus på at bryde fordomme i kvindefodbold.

Inden FC Nordsjælland gik ind i kvindefodbold havde teknisk direktør og Superliga-cheftræner Flemming Pedersen aldrig set en kvindekamp.

Nu sparrer og samarbejder han med Kvindeliga-holdets cheftræner, Carmelina Moscato – ikke kun for at dele ud af sin store erfaring, men også for selv at lære. I videoen ovenfor kan du høre mere om, hvordan de inspirerer hinanden i hverdagen, og hvordan det har givet begge hold, staben og klubben værdi at have både kvinde- og herrefodbold – præsenteret i samarbejde med DHL.

 

Herrerne hylder kvinderne med nyt trøjetryk

Vi kommer også til at dele kvindespillernes egne fortællinger om, hvordan det er at være kvinde i en – traditionelt set – mandeverden. Fælles for dem er, at de drømmer om mere – og at de kæmper for, at det skal lykkes. Derudover vil vi forsøge at inspirere andre til “Break the Bias” i fodboldverdenen ved at fortælle, hvordan og hvorfor FC Nordsjælland gik ind i en kvindesatsning – og ikke mindst hvilke udfordringer, overraskelser og gevinster det har givet.

Ugen sluttes af med en regulær fodboldfest i Right to Dream Park, hvor Superliga-spillerne hylder Kvindeliga-holdet ved at spille med kvindespillernes navne på ryggen til fredagens kamp mod SønderjyskE – og dagen efter løber kvinderne selv på banen i Farum til den første af to pokalsemifinaler mod FC Thy-Thisted Q. Billetsalget til begge kampe er allerede i fuld gang på billet.fcn.dk – endda til nedsat pris.

Workshop: Vidensdeling og inspiration

Vi hylder den ekstra energi, glæde og passion, men også læring og perspektiv, som vores kvinde- og pigeafdeling har bragt os hver eneste dag som klub, siden vi åbnede for begge køn på akademi og seniorplan i 2018. Det er vores klare overbevisning, at det har gjort vores klub og vores miljø til et bedre sted for alle.

Vi tror på, at kvindefodbolden – ligesom med så mange andre ting – er i størst fremdrift, når vi løfter i flok, og kvindefodbolden har brug for, at vi sammen får flyttet den endnu længere. Derfor har vi inviteret en række klubbers formænd og beslutningstagere til en workshop inden fredagens Superliga-kamp i Right to Dream Park. Formålet er at dele erfaringer og udfordringer fra klubbernes hverdag og forhåbentlig inspirere hinanden til at gøre en forskel ude i miljøerne.