Flemming P. efter snævert nederlag: Mangler lidt, når vi skal accelerere spillet

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Sidste runde af 3F Superliga-grundspillet skulle i dag afvikles, hvor vi var på besøg i Parken. Selvom vi i store dele af kampen sad godt på spillet, så var et tidligt FCK-mål afgørende i dag, og derfor måtte vi tage fra kampen med et 1-0-nederlag.

Efter slutfløjtet var cheftræner Flemming Pedersen meget skuffet over dagens resultat, men roste samtidig spillerne for deres spil både med og uden bolden.

– Vi var selvfølgelig alle skuffede i omklædningsrummet. Udover at FCK scorede så tidligt i kampen, så lykkedes vi fint med vores gameplan. Vi ved, at det tager os lidt tid at vænne sig til omgivelserne, når vi spiller et sted som Parken, og derfor var det også ekstra ærgerligt at indkassere et mål i den tilvænningsperiode.

– Men da den så var ovre, kontrollerede vi rigtig meget, og FCK havde svært ved at lægge pres på os. Vi havde nogle gode positioner og spillede igennem deres pres og fik sat spillet godt. Men da vi så skulle accelerere spillet i deres mellemrum eller på kanterne, så var vores offensive bevægelser for ukoordinerede.

– Det er klart, at jo længere frem på banen vi kommer, jo mindre bliver områderne, da modstanderen kryber sig mere og mere sammen. Derfra skal tingene gå endnu hurtigere, og det formåede vi ikke. Der var tendenser til mere i anden halvleg, hvor vi formåede at komme bag deres bagkæde, men den sidste kvalitet manglede, og vi fik derfor ikke skabt de helt store chancer.

– Men alt i alt var det en solid præstation, og der var igen substans i holdet. Efter nogle vilde kampe i efteråret, hvor det var meget kaotisk, og at vi ikke havde styr på det, er det dejligt at se, at der substans i spillet med bolden.

Trods tidligt mål stod defensiven stærkt

Akinkunmi Amoo bragte københavnerne foran med 1-0 allerede efter syv minutter, men til trods for det, følte Flemming Pedersen ikke, at spillerne var rystede.

– Spillerne reagerede fint. Jeg synes ikke, at vi var rystede, men man kunne godt se, at vi lige skulle vænne os til omgivelserne og tempoet. FCK spillede i starten af kampen i et lidt hurtigere tempo, end vi gjorde, men det slog os slet ikke ud.

Igennem hele kampen stod vi stærkt i vores defensiv og holdt værterne til meget få chancer. En defensiv præstation, som vores cheftræner krediterer en stærk sammenhængskraft for.

– Der var en stærk organisation, hvor der blev arbejdet godt fremme på banen. På midtbanen var der en god sammenhæng, så det hang godt sammen. Der var nogle kontramuligheder til FCK i første halvleg, som vi gerne ville have undgået, men det fik vi talt om i pausen.

– Men der er en fin, defensiv balance i holdet, fordi alle er indstillede på at arbejde uden bold, og det kommer altid til at hjælpe forsvarsspillerne. Når kanterne støtter vores backs, gør det, at vores forsvarsspillere får lidt ekstra tid til at komme på plads.

Tak til de fremmødte fans

– Til slut skal der lyde en stor tak til de fremmødte fans. Selvom de i dag var skubbet godt op på tribunen, kunne vi høre dem igennem kampen, og vi var glade for at se dem efter kampen, så det var fantastisk og fedt at se, afslutter Flemming Pedersen.

Vi går nu ind i en landskampspause, så næste opgave blive den første runde af kvalifikationsspillet, hvor vi lægger ud med en kamp mod OB i Odense. Der er kickoff søndag den 3. april kl. 14.00, og kampen transmitteres på CANAL9 og Discovery+.